Kategoriarkiv: Politik

Politisk harakiri og politikerlede

Politik er det muliges kunst, men med skattereformen har SF begået politisk harakiri. Hvorfor mon?

Uanset hvad man mener om skattereformen, strider den mod SF’s erklærede politik. Den indeholder flere elementer, som partiet altid har tordnet imod.

Politik er det muliges kunst, nuvel, men da ingen kan se, hvad SF har fået til gengæld, ligner det politisk harakiri. Hvis partiet ikke splittes internt, er det svært at forestille sig andet, end at vælgernes straf bliver grusom.

Hvad drev dem til det? Min første tanke var magtens uimodståelige sødme, men ved at stemme for alt det, man angiveligt er imod, demonstrerer man jo netop afmagt.

Læs resten

Mette Frederiksens usande påstand

Beskæftigelsesministeren fremfører usand påstand om, at der er flere voksne uden arbejde end folk med arbejde. Netop hun burde vide bedre.

En sejlivet myte florerer, og den findes i flere versioner. Én er, at der er flere på offentlig forsørgelse end folk i arbejde, som Magrethe Vestager påstod for ikke så længe siden. Det passer ikke.

Nu fremfører beskæftigelsesminister Mette Frederiksen en anden version af myten, nemlig at mere end halvdelen af den voksne befolkning ikke arbejder. Det passer heller ikke.

Hun kommer med påstanden i et debatindlæg i Politiken, ”Vi undgår ikke at skrue bissen på,” hvor hun bl.a. skriver:

”De fleste er enige om, at der er noget grundlæggende forkert, når der er flere voksne danskere, der ikke går på arbejde, end der er danskere, der går på arbejde.”

Og med afsæt i denne usandhed (med “går” mener hun ikke “spadserer”) skruer hun bissen på med en lektion i ret og pligt, solidaritet m.m.

Fakta:

  • Da man sidst talte efter, var der 4.589.983 danske borgere i alderen 15 til 108 år. Halvdelen af 4.589.983 er 2.294.992 (rundet op med en halv person).
  • Ifølge Mettes eget ministerium var der i 3. kvartal sidste år 2.763.000 personer i beskæftigelse. Altså er der flere i arbejde end voksne uden arbejde. Længere er den ikke.

Nu kunne jeg skrive en masse om troværdighed, professionalisme og politikerlede, men jeg gider ikke. Det er sagt så ofte før, og enhver kan drage sine egne konklusioner.

 

Lidt ros til regeringen

Man kan sige meget om den nye regering, og oppositionen holder sig ikke tilbage. Den er dog påfaldende tavs, når det drejer sig om vintervejret.

Jeg har skovlet sne i dag, og den nye regering fortjener stor ros for, at det kun er anden gang denne vinter. Det er et fremskridt, der vil noget!

I VK-regeringens aktiveringscirkus var det hver og hver anden dag, man skulle motionere på fortovet, og vi havde ikke salt til et æg, fordi det hele blev smidt på veje og fortove.

Men ellers er det langt hen ad vejen den samme sagosuppe. De arbejdsløse skal stadig søge jobs, som ikke findes, og det har man fremtidssikret ved at hæve pensionsalderen og forringe efterlønnen.

Der lægges stadig ekstra afgifter på alt, som er sundhedsblasfemisk, og sprogligt er der heller ikke megen nyskabelse. Fx kaldes forringelser stadig reformer, og ”vi” er sjældent os alle sammen, men som regel kun dem der arbejder.

Og så videre. Men ret skal være ret, og der skal lyde en stor tak for den milde vinter. Hvis vintrene fortsætter sådan frem til næste valg, vil mit sind måske også mildnes.

En regering skal jo måles på sine resultater.