Kategoriarkiv: Politik

Anders Fogh og de nedslidte skoler

Anders Fogh har i dag udtalt, at når kommuner, som har pengene, ikke må reparere nedslidte skoler, skyldes det mangel på håndværkere.

Politiken citerer statsministeren:

“Det, de ikke har, er håndværkere, og det er der mange, der glemmer i øjeblikket. Det hjælper ikke noget at pumpe pengene ud, hvis der ikke er nogen til at udføre arbejdet.”

Det er jo decideret pinligt. Hvis jeg havde mere empati, ville jeg have ondt af ham.

For det første kan enhver sige sig selv, at der ikke pumpes penge ud, hvis der ikke er nogen til at udføre arbejdet. Hvis ingen kunne udføre arbejdet, var der ingen grund til at forbyde det.

For det andet er det noget uaktuelt sludder, at der ikke er håndværkere; faktum er, at byggeaktiviteten er styrtdykket i forhold til sidste år.

Statsministeren flygter fra både valgløfter og virkelighed. Patetisk og trist for brugerne af vores skoler og andre institutioner, som trænger til vedligehold.

/Eric

Finanslovens interessante besparelser

Finanslovsforslaget indeholder interessante besparelser. For eksempel fastfryses Grev Ingolfs apanasse på 1,4 mio. kr. som i år. Om 10 år er greven 78 år gammel, og med den nuværende inflationsrate skal han så hutle sig igennem for knap 1 million om året i dagens penge. Hvis regeringen altså fastholder fastfrysningen.

Samtidig skæres der ned på rumforskning og sygdomsbekæmpelse. Rumforskning rammes dog ikke så hårdt, og får nu næsten 15 mio. mere end sygdomsbekæmpelse.

Så der er noget om snakken, når Lars Løkke udtaler:

“Vi styrer efter en plan, hvor vi ikke snolder fra dag til dag, men sikrer at økonomien også er i balance på længere sigt.”

Finansministeren udtaler også, at sygefraværet skal ned. Det skæres nok ned sammen med sygdomsbekæmpelsen.

Kilde: Jyllandsposten & Politiken

/Eric

Indvandrerdebatten er lidt underlig

For en indvandrer som mig er den såkaldte indvandrerdebat lidt underlig.

  • Indvandrerdebatten føres næsten udelukkende af de indfødte.
  • Mange vil værne om indfødsretten, men glemmer alt om egnsretterne.
  • Alle siger, vi lever i et frit land, men mange synes alligevel, at meget burde forbydes.
  • Nogle mener for eksempel, at tørklæder burde forbydes.
  • Et folketingsmedlem siger, det er utilladeligt at være naiv, når det drejer sig om islamisme. Ergo er naivitet forbudt. Ellers kunne det jo ikke være utilladeligt. (Utilladelig naivitet omtales i Pia Kjærsgaards ugebrev den 18. juni 2007.)
  • Udlændingepolitik er om indvandrere i Danmark og ikke om udlændinge i udlandet, medmindre de ønsker at komme til Danmark. Hvis udlændinge i udlandet ikke vil til Danmark, omfattes de af udenrigspolitikken.

Det er altså lidt underligt!