Tag-arkiv: Grev Ingolf

Finansloven forhøjer Grev Ingolfs apanage

Finansministeren vil forhøje Grev Ingolfs skattefri årpenge med 100.000 kr. Det er en stigning på 7,12 % fra 1,4 til 1,5 mio. kr.

Finansministeren understregede ellers kraftigt på gårsdagens pressemøde, at det danske lønniveau er alt for højt, men det gælder selvfølgelig ikke kongehuset.

I modsætning til f.eks. industriarbejdernes lønniveau har apanagens størrelse jo ingen betydning for landets konkurrenceevne. Selv hvis apanagen blev helt afskaffet, ville det ikke øge afsætningen af nasseprinser og fedtegrever.

Regeringen gjorde faktisk et spagt forsøg sidste år, hvor den undlod at forhøje Grev Ingolfs apanage, men selvom greven havde fået nye tænder, stimulerede det ikke efterspørgslen det mindste.

Ligestilling i tronfølgeloven er ligegyldig

Hvad rager tronfølgen mig? Hvis man er så forhippet på ligestilling, kunne man give mig mulighed for at søge jobbet som kronprins.

Jeg garanterer, at Frederik så skulle arbejde væsentligt hårdere for at beholde jobbet og sine 15,4 millioner kroner. I april holdt han f.eks. fri i 24 dage og arbejdede i 6. Som forhandlingsudspil vil jeg være villig til kun at holde fri 14 dage om måneden, og jeg garanterer tilmed ren og forståelig tale.

Men jeg kan ikke blive nasseprins, så stop det ævl om ligestilling. Onkel Joachim hæver knap 3 mio. i statskassen, fordi han er søn. Jeg er også søn, men får jeg en krone? Selv en tegneseriefigur som grev Ingolf er på finansloven med 1,4 mio. kr.

Hvad gør egentlig grev Ingolf fortjent til landets fedeste ældrecheck?

Jo, i 2006 tildelte han en fortjenstmedalje til en tamburmajor og fløjtenist i Slagelse Garden, og søndag den 22. februar 2009 kl. 14 overrakte han overskuddet af Julemærkemarchen til Julemærkefonden. Jeg undskylder, hvis jeg har overset indvielsen af et gadekær.

For at føje spot til skade skal familien ikke aflægge regnskab. Så vi kan altså ikke se, om kontanthjælpen går til en ny propmaskine på vinslottet, en gravhundegravsten eller et topsejl til prinsesse Mary.

De adeliges arveret til en feudal anakronisme er inderligt ligegyldig, og det er helt til grin at tale om ligestilling. Konstitutionelt monarki kan være afskaffet, længe før prinsessernes uligeret til topscore bliver aktuel.

Alligevel bruger man millioner på en folkeafstemning nu, og regeringen vil endog bruge 5 mio. på at bilde os ind, at afstemningen er vigtig. Den opgave magter Billed-Bladet ikke alene.

Jeg stemmer sgu’ nej i protest. Hvis denne sæbeopera absolut skal fortsætte, kan jeg kun formildes, hvis Dansk Sprognævn ændrer stavningen af apanage til “apanasse”.