Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Lupinernes hævn

Ligesom nogen fødes med musikalsk begavelse, og andre er tonedøve, er der mennesker, som ikke fra naturens hånd er designet til havearbejde.

Lupin med biJeg hører til sidstnævnte kategori. Jeg har ikke grønne fingre og går ikke ind i folk med træsko på, men alligevel sker det, at jeg tager kampen op, og i morges gik jeg til angreb.

Lupinerne er nemlig på nippet til at afblomstre, og så forvandles blomsterne til rumstationer, som sender spirevillige frøkapsler ud for at erobre nyt territorium. Sporene af tidligere missioner har lært mig, at rumstationerne skal klippes i tide.

Alt var pladdervådt efter nattens regnskyl, så i den forstand var det dårlig timing, men jeg gik alligevel i gang med at klippe lupiner og stoppe deres potentielle yngel i en plasticsæk.

Og nu kommer det med designet ind i billedet. Jeg er meget bedre til at bøje anemoner med nakken end til at plukke dem foroverbøjet, og før jeg havde sat mig væsentlige spor i vildnisset, blev jeg ramt af lupinernes hævn: hold i ryggen.

Ikke sådan alvorligt, men med så ubehagelige ilinger ned i venstre balle, at det var bedst at holde inde. Jeg fik vel nedlagt en femtedel, før jeg måtte retirere i krabbende gangart.

Lupinerne vajer stadig kækt som kulørte rævehaler, og jeg har fundet en havestol, hvor holdet kan holdes ud. Lupinerne er egentlig ganske kønne, men jeg ved, at de har ondt i sinde.

Jeg har også fået nys om, at høfebersæsonen er startet, men det kan klares med medicin. Lupinernes hævn kræver ro.

 

Musik på Taverna Zorba i Aalborg

Det koger ikke kun i køkkenet, når The Beagles spiller nostalgi-rock, og Jønne fortæller historier på Taverna Zorba.

Vi var til musikaften på Taverna Zorba i går, og der var gang i den. The Beagles (der lejlighedsvis kalder sig The Souvlaki Brothers) spillede god gammel rock, så hele restauranten swingede.

På førstesalen, hvor orkesteret spillede, var der helt fyldt op, og nogle heldige strøgkunder fik plads i stuen, hvor Marius & Co. havde drøntravlt ved grillen og i køkkenet.

Læs resten

Spise ude alene, men hvad?

Den madglade kat

Fruen skal ud at spise, og det vil jeg også: på terrassen. Men hvad skal jeg finde på? Fegato alla Veneziana, østers eller foie gras?

Fruen og hendes kollegaer skal arbejde sent i dag, så meget sympatisk har chefen inviteret dem ud at spise bagefter. Så herhjemme bliver vi kun to til bords, nemlig missen og mig.

Vi vil også ud at spise. Faktisk har vi spist ude de fleste dage, siden vinteren gik over i efterår, men nogle dage har det dog været for koldt på terrassen.

Læs resten