Jeg havde lige sat mig i lænestolen, da røgalarmen kom med et lavmælt pip som en fugl. Sådan pipper Hystaden, når den vil have nyt batteri.

Helt anderledes hysterisk lyder alarmen, når der trænger den mindste smule velduft ud fra køkkenet til entreen, hvor den sidder og sniffer. Det er derfor, vi kalder den ”Hystaden”.

Nå, men det småpipperi var irriterende at høre på, så jeg fandt et batteri og kravlede op på en stol. Det er en smule drilsk at skifte batteriet, og arbejdsstillingen med nakken bagover hører afgjort til de ubekvemme.

Aldrig så snart var jeg kommet på plads i lænestolen, før hystaden pippede igen. Det var som pokker! Var der ved en fejl sat et gammelt batteri ind til de nye? Jeg fandt et garanteret nyt i ubrudt emballage og fik det monteret.

Veltilfreds sank jeg for tredje gang ned i lænestolens favn, men hvad var nu det? Den pippede sgu’ igen! Den forbandede røgalarm måtte være defekt. Den mistanke havde jeg nu egentlig haft længe, med det koleriske temperament den udviste.

For tredje gang steg jeg op på stolen, men denne gang for at demontere røgalarmen og drukne den i en spand vand. Jeg fjernede den første skrue med kold mordlyst, og Hystaden var en halv skrue fra druknedøden, da der lød et pip.

Pippet kom afgjort ikke fra Hystaden. Lyden kom fra 1. sal, hvor der sidder en anden røgalarm, som aldrig har gjort væsen af sig. Det var den, der havde pippet hele tiden, og slet ikke Hystaden.

Hystaden blev monteret igen, og med begyndende hold i nakken fik jeg skiftet batteri på 1. sal; men nu kan jeg ikke få alarmen på 1. sal til at virke. Røgalarmer redder liv, men de er altså til at få pip af.