I dag er det et år siden, jeg blev kørt ned af en bil. Jeg slap heldigt uden at komme noget til, men ulykken har alligevel sat sig spor.

Nogen vil kalde det et mirakel, at jeg slap så billigt fra at blive kørt ned af en kassevogn, men jeg tror ikke på mirakler. Det var et miks af forudseenhed, reaktionsevne og held.

Ulykken har sat sig spor, selvom kun cyklen led overlast. Jeg købte cykelhjelm, jeg er om muligt endnu mere opmærksom i trafikken, og jeg tager aldrig min forkørselsret for givet.

Hvis en bil med vigepligt ikke med ”kropssprog” signalerer, at den vil holde tilbage, og jeg ikke kan få øjenkontakt med føreren, holder jeg tilbage. Forkørselsret dulmer ingen smerte.

Forleden skulle jeg krydse en vej, hvor der er lysregulering, så cyklister kan komme sikkert over. Der blev grønt, men jeg ventede, til to biler var blæst over for rødt.

Jeg ventede, fordi de ikke gjorde miner til at bremse. De vil sikkert sige, at solen hang lavt, og det gør den jo i januar; men jeg har før ventet på biler, der uanset årstid skulle over for rødt dette sted.

Så pas på, hvis du skal videre ad Østre Allé i Aalborg, hvor vejen til højre er Nyhavnsgade. Mentalt er nogle bilister måske stadig på motorvejen, jeg ved det ikke, men det er et farligt kryds.

Det er ikke til at forstå, at det er et år siden ulykken. Tiden går hurtigt, men reaktionstiden stiger med alderen. Så jeg må passe på og være forudseende.

Jeg har nemlig en fiks ide om, at det kunne være sjovt at nå pensionsalderen.