I årets sidste indlæg vil jeg slet ikke skrive noget. Man skriver jo ikke rigtig noget, når man bare skriver, hvad man ikke vil skrive om, vel?

Altså bare fordi man har en blog, behøver man jo ikke skrive noget, fordi det snart er nytår.

Jeg vil ikke gøre status, det er der så mange andre, der gør. Jeg havde ingen nytårsforsætter, jeg skal stå til regnskab for, og mit liv er ikke opdelt i årsregnskaber med revisionspåtegninger.

Jeg vil heller ikke opildne til noget. Herregud, løbet er jo alligevel kørt til midnat, og der bliver såmænd rigeligt med skyderi endda.

Jeg vil heller ikke ønske godt nytår. Ikke at jeg ikke inderligt ønsker alle et godt nyt år, men det kan lyde så automatisk og tomt. Det bliver nemt så’n en besværgelse, der ikke har den fjerneste indvirkning på realløn og helbred.

Jeg vil bare prøve at føle, hvordan det er, når man med ord ikke siger noget. Negationens substans. Ganske som visse politikere.

Det føles underlig tomt og ikke særlig fedt. Uuups! Der kom jeg alligevel til at sige noget. Pokkers! Det må tjene til min undskyldning, at jeg mangler øvelse. Det vil nogen måske bestride, men lad mig så præcisere med ordet ”bevidst”.

Nu hvor skaden er sket, altså at jeg kom til at sige noget, kan jeg jo lige så godt tage skridtet fuldt ud næste år.

Jeg håber, vi ses igen, for det har været rart. Det er jo altid det, vi gør om fremtiden: håber. Uanset om vi skriver noget eller ej. Håb flytter ingen bjerge, men det kan være en spore til handling.