Skjulte smøger og skjulte laster

Regeringen vil skjule smøgerne i butikkerne, men burde tobak ikke være receptpligtig? Og hvad med madvarer som er pålagt usundhedsafgift?

GiftigDer er sikkert rigtig mange ikkerygere, som fristes over evne, når cancersømmene er synlige i tobaksbutikken. Det er derfor godt, at regeringen nu vil hjælpe de svage sjæle mod impulskøb; men er det tilstrækkeligt?

Hvis tobakshandleren bare hænger et badeforhæng som røgslør for smøgerne, skal han jo bede de andre kunder lukke øjnene, når han skal finde en pakke til dem, der stædigt vil mindske ældrebyrden ved at ryge ad H til.

Burde tobak – og for den sags skyld alkohol – ikke snarere gøres receptpligtig og kun forhandles i særlige systembutikker under opsyn af Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen?

Men det er jo ikke kun tobak og alkohol, folk ikke kan administrere. På trods af Arne Astrup, fedt- og sukkerafgift kan de heller ikke finde ud af at spise ernæringsrigtigt.

Derfor bør alle produkter, som er pålagt usundhedsafgift, stå i skabe med uigennemsigtige låger, som kun kan åbnes ved møntindkast og brug af NemID. Jeg tænker på smør, mørbrad, jomfruolivenolie, Matadormix og al den slags.

Barske advarsler på tobaksvarer har været en stor succes, og det kunne man lære af. De uigennemsigtige låger og emballagen skal mærkes med advarsler i stil med:

  • “Fedtholdige mælkeprodukter og rigeligt smør er en glidebane for helbredet!”
  • “Kalvemørbrad – selv små mængder fedt kan skade arveligt disponerede!”
  • “Fede ribbensstege til dem der vil herfra med svær hjertekvababbelse!”
  • “Slik og sukker – hvem vil ha’ søde børn, man ikke kan holde om?”

Ovenstående er blot eksempler. Professionelle reklamefolk kan lave langt bedre slogans, som virkelig kan jage folk en sundhedsfremmende skræk i livet.

Kun økologiske grøntsager, kildevand og fuldkornsspeltbrød bør være synlige, hvis folkesundheden skal frelses fremmes. Røgslør er et skridt på vejen, men langt fra nok.

9 tanker om "Skjulte smøger og skjulte laster"

  1. Gowings

    Jeg holdt op med at ryge for mange år siden, stærkt hjulpet af formaningen af omgivelserne om, at når jeg nåede en vis alder, så fyrede jeg op under piberne igen. Jeg har stadig dem alle sammen og jeg tager dem frem en gang imellem. Lader dem glide gennem hænderne og giver dem lidt næsefedt. De er så smukke. Der er bare så fortvivlende lidt at bruge en pibe til, hvis man ikke lige ryger på den.

    Svar
    1. Eric

      Vistså, og røg jeg cigaretter, var jeg sikkert stoppet for mange år siden, men piben har en anden lyd.

      Svar
  2. Per

    Til sidst er der nok kun grøntsager i butikkerne … indtil nogen opdager deres skadelige virkning 😉
    I ønskes et varmt og feriefyldt nytår 🙂

    Svar
    1. Eric

      Det er fx allerede kendt, at solsikkekerner og hørfrø har højt indhold af cadmium, så hvad bliver det næste? Bly i violer og seller i selleri?

      Og i ligemåde med det nye år. Skulle det blive for koldt, må I jo smutte øst over til Østen 🙂

      Svar
  3. Ellen

    Bravo!
    Vil du ikke være sød at sende disse kloge, herligt sarkastiske/satiriske og velformulerede ord til DR eller andet stort medie?
    ‘Nogen’ vil måske have godt af at se, at ‘nogen andre’ måske efterhånden har lidt svært ved at tage ‘nogen’ alvorligt.
    Jeg ved ikke helt, hvad ‘nogen’ tænker på. Vi har masser af narkomaner og deraf følgende kriminalitet på trods af, at det altid har været forbudt og måttet foregå i det skjulte.
    Men … på den anden side er jeg ikke specielt overrasket. Venstrefløjen har i mine øjne altid gået ind for overvågning og barnepigesamfund grænsende til det ekstreme.
    Kan du huske dengang, man beordrede alle vejtræer fældet, fordi et par bilister om året kørte ind i dem og slog sig ihjel?
    Selvstændig tænkning har man fra denne side taget for givet, at kun magthaverne har evnen til.

    Jeg skulle bare lige have luft … 😉
    Du og Helle ønskes et godt nytår herfra.

    Svar
    1. Eric

      Det er godt at få luft! Jeg tror egentlig, at forslaget er de radikale Radikales hjertebarn, men det ændrer ikke noget på substansen.

      Og nej, jeg sender ikke til noget medie – jeg gider ikke have journalister rendende. 😉 Godt nytår til jer også.

      Svar
  4. Inge

    Ja lad os få gemt alt det sundhedsskadelige væk.. der er ingen grund til at tro på, at vi selv kan administrere det.. Vi er jo bare mennesker.. 😉
    Hvis forslaget var kommet d. 1. april, havde jeg måske bedre kunne forstå det.
    Godt nytår og tak for mange finurlige, skarpe og gode indlæg i årets løb, glæder mig til fortsat at følge med i 2012.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *