I dag var sidste chance, hvis jeg skulle se fotoudstillingen, Feeling for Aalborg, i Vejgaard Sognehus. Jeg skød genvej gennem kirkegården.
Der var aktivitet i sognehuset, men det er der vel en søndag over middag. Der var spejdere og opbrudsstemning, og så lugtede der af mad. Leverpostej med surt, tror jeg.
Nogle af billederne var nye, andre havde jeg set før. Hélène har blik for virkelighedens kompositioner og fanger dem med linsen, så vi andre også kan se dem. Nogle af hendes billeder findes på www.h2m-photography.com.
Bagefter gik jeg en tid rundt på kirkegården. I mere end 20 år har jeg boet lige i nærheden, men i dag var jeg derinde for første gang.
Så mange der hviler i fred, så mange kære der savnes. Flere generationer af familier nu samlet. En enkelt gasværksbestyrer og så lille elskede Rita, 1943 – 1945.
Jeg bliver ikke deprimeret af kirkegårde, men lidt melankolsk. De mange navne og årstal i sten er en stille, men talstærk påmindelse om den forgængelighed, man ikke tænker så meget over til daglig, hvor timerne bare løber stafet.
Og symbolikken er næsten for tyk, når man lukker lågen efter sig, og det så regner med efterårsgule blade, som fyger sammen i våde dynger.
Jeg gik langsomt hjem med skærpede sanser.
