Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Den glemte julesnaps

Forleden dukkede en juleakvavit frem fra glemslen; den svaneformede flaske fra 2004 havde forputtet sig i bogreolens spirituelle overbygning.

Juleakvavit 2004Hvem husker ikke nationaltragedien sidste år, hvor Pernod Ricard trak juleakvavitten tilbage, fordi der var risiko for, at farvestof fra proppen kunne trække ud i snapsen?

Vi drikker meget lidt snaps, men ved juletid nyder vi gerne en dram, når frokostbordet er dækket med traditioner. Julesnaps skal det være, for den smager bedst, og den må for himlens skyld ikke være kold.

En flaske holder i årevis, men i fjor var bunden nået, vi skulle have en ny, og så trak de Gud hjælpe mig snapsen tilbage! Det kommer der af at udflage nationalklenodier som De Danske Spritfabrikker og stave juleakvavit i to ord.

Jeg købte nødtvunget en Linjeakvavit, og skønt den går an, er det ikke det samme, og flasken er næsten fuld, selvom det snart er et år siden.

I det hele taget konsumeres der meget lidt spiritus her i huset, men vi har trolig slæbt en flaske med hjem fra de fleste af vores rejser, så der har efterhånden samlet sig et anseeligt batteri oven på en af bogreolerne. Litteraturens spirituelle overbygning så at sige.

Forleden ville vi have en likør til desserten, og da jeg steg op på en stol for at overskue udvalget, opdagede jeg den karakteristiske karton med svanevingerne putte sig helt inde ved væggen.

Først troede jeg, at vi bare havde gemt kartonen, fordi den er så køn, men da jeg tog fat, kunne jeg mærke, at der var en flaske i. Og den er fuld.

Så nu har vi snaps til flere år. Den slags gode overraskelser får man aldrig, hvis man ustandselig farer rundt og tørrer støv af alt det, som alligevel går støvets gang.

 

Forkølelse og rødvinskuren

I går mærkede jeg forkølelsen i anmarch som en tropisk orkan under horisonten. Det var tid at indlede rødvinskuren. Kender du den?

Vi kender alle symptomerne: Hovedet føles modent til en ballonoperation, halsen er ru og øm, og næsen begynder at løbe i et tempo, man normalt ikke bevæger sig i.

Så er det tid at starte rødvinskuren.

Det skal selvfølgelig være en velsmagende rødvin og gerne kraftig, da lugtesansen er nedsat. Da vinen indtages i helbredende øjemed, er antallet af genstande ikke underlagt Sundhedsstyrelsens normalt så restriktive anbefalinger.

I modsætning til så mange andre kure er rødvinskuren også behagelig. Humøret bliver mærkbart bedre, og der er noget ved alkohol, som udvider luftvejene og fremmer den helsebringende søvn.

Virkningen mod forkølelse er ikke bevist ved kontrollerede forsøg, men indtager man tilstrækkelige mængder, tænker man garanteret mindre på ubehaget ved forkølelsen, når man vågner.

Nedfaldsfrugt og den gamle regering

Da vi kom hjem fra Grækenland, havde æbletræet smidt de fleste frugter på græsset. Det fik mig til at tænke på den afgående regering.

Nedfaldsfrugt

Der var noget symbolsk ved at komme hjem efter valget og så se alle de æbler på jorden. Spildte muligheder, ti års marginalisering af befolkningsgrupper, dagpengereformen pr. 1. juli 2012 – vælg selv.

Fuglene kommer til at skide tyndt i den kommende tid (og den bemærkning skal ikke nødvendigvis tillægges nogen symbolik).

I morgen og torsdag går turen til Clitheroe nord for Manchester i England. En kollega og jeg skal besøge en cementfabrik og deltage i et seminar.

Det glæder jeg mig til. Det er altid spændende at se andre fabrikker og snakke med kollegaer fra andre lande. Så finder man ud af, at de fleste problemer er universelle 🙂