Forleden dukkede en juleakvavit frem fra glemslen; den svaneformede flaske fra 2004 havde forputtet sig i bogreolens spirituelle overbygning.
Hvem husker ikke nationaltragedien sidste år, hvor Pernod Ricard trak juleakvavitten tilbage, fordi der var risiko for, at farvestof fra proppen kunne trække ud i snapsen?
Vi drikker meget lidt snaps, men ved juletid nyder vi gerne en dram, når frokostbordet er dækket med traditioner. Julesnaps skal det være, for den smager bedst, og den må for himlens skyld ikke være kold.
En flaske holder i årevis, men i fjor var bunden nået, vi skulle have en ny, og så trak de Gud hjælpe mig snapsen tilbage! Det kommer der af at udflage nationalklenodier som De Danske Spritfabrikker og stave juleakvavit i to ord.
Jeg købte nødtvunget en Linjeakvavit, og skønt den går an, er det ikke det samme, og flasken er næsten fuld, selvom det snart er et år siden.
I det hele taget konsumeres der meget lidt spiritus her i huset, men vi har trolig slæbt en flaske med hjem fra de fleste af vores rejser, så der har efterhånden samlet sig et anseeligt batteri oven på en af bogreolerne. Litteraturens spirituelle overbygning så at sige.
Forleden ville vi have en likør til desserten, og da jeg steg op på en stol for at overskue udvalget, opdagede jeg den karakteristiske karton med svanevingerne putte sig helt inde ved væggen.
Først troede jeg, at vi bare havde gemt kartonen, fordi den er så køn, men da jeg tog fat, kunne jeg mærke, at der var en flaske i. Og den er fuld.
Så nu har vi snaps til flere år. Den slags gode overraskelser får man aldrig, hvis man ustandselig farer rundt og tørrer støv af alt det, som alligevel går støvets gang.
