Kategoriarkiv: Sprog

Noget af en afskedssalut

“Nej, lød svaret fra taskens ejer,” som derefter løb væk.

En af TV2’s nyheder i dag lyder:

En efterladt taske i et S-tog skabte bombefrygt her til eftermiddag på Hellerup Station i København.

En passager blev set løbe ud af toget, men lod en taske ligge tilbage.

Derefter reagerede en anden passager, fortæller Københavns Politi.

“Skal du ikke have din taske med,” spurgte passageren.

“Nej, lød svaret fra taskens ejer,” som derefter løb væk.

Med TV2’s brug af anførselstegn vedkendte han sig måske ejerskabet.

Artillerister og heksehylshyldest

Flere medlemmer af Foreningen for Duft- og Kemikaliefølsomme har problemer med krudtrøgen fra nytårsfyrværkeriet.

Det bliver i en artikel på DR’s hjemmeside til:

De oplever et stigende antal medlemmer, som klager over smerter, når kanonslagende og heksehyl indhylder landet i krudtrøg.

Det er jo det rene sproghekseri!

”Kanonslagende” er måske artillerister, der banker løs på kanonerne, og ”indhylder” er måske en form for hyldest eller bogopsætning.

Det forbliver indhyllet i mystik.

Der bliver færre og færre ældre mennesker

Der er gamle mennesker, og så er der ældre mennesker. De gamle er ikke nødvendigvis ældre, og de ældre er ikke nødvendigvis gamle.

Gammel er man først, når man runder de 75. Sådan cirka. Indtil da er man et ældre menneske, hvis man har passeret middelalderen.

Det er faktisk ret forvirrende, at ældre er yngre end gamle, for det hedder da gammel, ældre, ældst. De hurtigere er jo ikke langsommere end de hurtige, og de dummere ikke klogere end de dumme.

Men sådan er det altså. Det er simpelthen ikke pænt at sige ”en gammel dame”, medmindre hun er så senil, at hun glemmer at blive fornærmet. Så er det heller ikke pænt, men bare lige meget.

Nej, er du høflig, siger du ”en ældre dame” – også hvis hun er yngre end dig, og det ret beset er noget sludder.

Hvis jeg siger ”ældre mennesker”, er det jo logisk set dem, der er ældre end mig. Så i takt med at jeg bliver ældre, end jeg er i dag, bliver der også færre og færre ældre mennesker.

For samfundets skyld må man derfor håbe, at jeg får et langt liv. Der snakkes jo så meget om den stigende ældrebyrde, og det er sådan et skrækkeligt ord.

Måske Ældresagen skulle tage sagen op, inden den bliver for gammel.