Det tynder ud i gæsterne på tavernerne i Panteli Beach. Det er sidst på sæsonen, men solen skinner stadig gavmildt på Leros.

I morgen er det vores tur til at rejse. Vi skal hjem og være fleksible og omstillingsparate med vækkeur, punktlighed og deadlines. Hjem til løvfald, regntøj og lys på cyklen.
Hanegal vækkede os også i går og sendte os på terrassen med kaffe og te, mens solen stod op og fik magt.
Der var ingen internetforbindelse, så vi var uden breaking news og Facebook-reklamer. Ikke noget stort tab med en pause i verdens sugende krav på opmærksomhed.
Strømsvigt
Marias modem skulle resettes, konkluderede jeg, og det skete så helt af sig selv, da strømmen forsvandt en times tid.

