Æblehøst

Søndag og mandag plukkede jeg æbler, og nu er der adskillige kilo til de kommende måneder.

Æble

Da regnen drev over søndag, blev der det smukkeste vejr, og jeg gav mig til at plukke æbler, før de alle faldt ned.

En del er faldet. Nogle samler vi nok op, men fuglene skal også have deres andel, og de kommer til at skide tyndt den kommende tid.

Jeg startede med de lavthængende, sådan er man jo, og mandag plukkede jeg de sidste. Dog ikke dem allerøverst oppe som kræver klatring eller stige.

I alt vel en 20 kg, jeg har ikke vejet dem, men der er rigeligt til også at forære bort.

Læs resten

Jeg er nu en ældre og kan stemme til Ældrerådet

Forleden fik jeg SMS fra e-Boks, der var post fra kommunen. Hvad mon den ville?

Byvåben

Aalborgs byvåben

Meddelelse om brug af ukrudtsbrændere? Nye restriktioner for min sundheds skyld? Tiltag til beskyttelse af grundvandet? Parkeringsafgift for cykler?

Da jeg kom hjem og åbnede e-Boks, konstaterede jeg overrasket, at jeg nu officielt tilhører gruppen af ”ældre”.

Jeg kan nemlig stemme ved valget til Ældrerådet, som jeg ikke anede eksisterede. I brevet står bl.a.:

”Ældrerådet er bindeled mellem ældre over 60 og politikerne i Aalborg Kommune.”

Rådet er altså for de ældre over 60. For ældre under 60 er gode råd sikkert dyre.

Det var lidt af et slag sådan at få prædikatet officielt, så kan jeg vanskeligt skjule det mere, men da jeg havde sundet mig, gjorde jeg min demokratiske borgerpligt.

Kandidaterne

Læs resten

Tilfældigt møde i lufthavnen

I Amsterdams lufthavn mødte jeg en ældre tysker, som havde holdt sommerhusferie i Danmark i 40 år, og som talte dansk.

Vi skal til Aalborg fra Amsterdam og finder gaten, B4, hvor passagerer er ved at boarde et fly til Bremen.

Der er et par ledige stole ved siden af en ældre herre, og jeg sætter mig ved siden af ham.

Han sidder helt stille med en lille rygsæk på skødet og ser ned i gulvet. Så drejer han hovedet og spørger, om dette er flyet til Aalborg?

Han taler en pudseløjerlig blanding af dansk, tysk og engelsk, så jeg svarer på engelsk:

”Ja, det går om en times tid”

”Åh, det var godt!” siger han lettet. Jeg forholder mig tavs, og han tilføjer:

”Jeg har ventet her i 9 timer.”

Han bruger stadig sprogmiks, så jeg siger på engelsk:

”Engelsk er okay. 9 timer? Det var længe!”

”Jeg taler dansk, det er nur lange siden. Flyet fra Stuttgart var forsinket, og jeg kom én minut zu spät, og så sagde de, at jeg måtte vente på det næste. Det var kl. 12.”

Det var ikke præcis det, han sagde, men sådan omtrent.

Han viser mig boardingkortet, hvor der er tegnet en blå cirkel omkring boardingtidspunktet, 11:45.

Han har altså siddet her i 8 timer, de 9 er ventetiden til afgang, men det ændrer ikke på, at det er længe.

Jeg er lidt usikker på, om han skal hjælpes, så jeg spørger, om han har fået et nyt boardingkort. Det har han, og han viser det.

Læs resten