Balanceret levering

Der er to caféer på torvet i Platanos, Leros, og den ene tilbyder balanceret levering.

Take away

Skiltet over styrthjelmen fortæller, at vejen ned til Agia Marina har en hældning på 10 %.

Der er to caféer på Platanos’ torv, en på nordsiden og en på sydsiden. Caféen med det syge platantræ har ligget på nordsiden i mange år, mens den på sydsiden kun er 7 år gammel eller så.

Tidligere rummede sydsiden en forretning med børnetøj, men nu er her altså café. Finanskrisen lukkede en del forretninger i Platanos, og ganske som i DK er bankfilialen erstattet af en pengeautomat.

Begge caféer besøges af lokale, men den gamle har mere stil med træmøbler og parasoller. Det er vel derfor, den tiltrækker flere turister.

Der har været god plads i denne uge, men i dag er det søndag, og der er fyldt godt op, selvom ingen, absolut ingen, kan være i tvivl om, at kirkerne har ringet til messe.

Vi får plads på den nye café. Stolene er ikke så pæne, men de er funktionelle og lige så magelige som overfor. Kaffen koster nødvendigvis det samme: 2 euro  for en espresso, 3 for en cappuccino, og så får man også en flaske vand, så man har et alibi for at blive hængende.

Herfra er der glimrende overblik, og vi ser tjeneren på den gamle café komme ud med en bakke, sætte sig på scooteren og køre hurtigt op ad en sidevej.

Bakken balancerer på hans venstre underarm, højre hånd styrer scooteren og giver gas, masser af gas. Efter få minutter vender han tilbage og genoptager sin normale servering. Gæsterne har knap opdaget, at han var væk.

Det er balancekunst.

/Eric

Den græske skolelærerinde

Vores nabo her på Leros er en ung, græsk kvinde. Hun er skolelærer, fortæller vores værtinde uopfordret. Gad vide, hvad hun fortæller om os?

Sommerhat

Skolerne skulle starte mandag den 7. september, men da det græske smittetal begyndte at stige, besluttede myndighederne at udskyde det en uge. Naboens ophold må derfor være en indskydelse.

Jeg tror, hun går ud om morgenen, mens vi sidder på terrassen på husets bagside, for jeg hører hende ikke.

Hun vender tilbage ved middagstid. Måske er der blevet for varmt på stranden, eller hvor hun ellers holder til; måske rækker budgettet ikke til at spise frokost ude.

Når hun kommer hjem, sidder vi gerne på husets skyggeside, dvs. ved lejlighedens indgangsdør, og hun hilser med et lidt genert ”Hi”.

Vi kvitterer med et ”Hi”. Jeg kigger op fra bogen og ser kun et glimt, hun låser sig hurtigt ind. Elegant brun sommerkjole med hvidt mønster, caffelatte-hud og langt sort hår.

Vistnok. Min iagttagelsesevne starter langsomt, når tankerne er optaget andetsteds.

Der er ikke decideret lydt i huset, men jeg kan høre, at hun taler i telefon. Hun holder sig inde i lejligheden og taler i timevis. Til ud på eftermiddagen. Non stop. Det gentager sig hver dag.

Stemmeføringen er lav, og selv hvis jeg kunne væsentligt mere græsk end ”efcharisto” (tak) og ”ouzo”, ville jeg ikke kunne høre, hvad der bliver sagt. Men telefonsnak er det, derom ingen tvivl.

Det er vel ensomt at være alene på ferie.

Jeg hører badeværelseslyde fredag morgen og derefter intet. Hun er nok rejst hjem, mens vi var på formiddagstur. Hjem til tavlen, katederet, ungerne.

Var sommerhatten virkelig eller blot en romantisk fantasi?

/Eric

Dagens gang på Leros

En (for os) typisk feriedag på den græske ø Leros.

Ud for terrassen står et limetræ, og blev vi her længe nok, ville vi se frugterne modne. Ikke at det er til at se, men de falder vel af på et tidspunkt – ligesom fignerne der ligner fladtrådte hundelorte og klæber til vejen.

Vi når ikke at se limefrugterne modne, så længe skal vi desværre ikke være her.

Vi fandt hurtigt den gode rytme med at lave ingenting. Heldigvis har vi tidligere set øens seværdigheder, så de forpligter ikke. Det er en af fordelene ved at vende tilbage til det samme sted.

Når vi kommer hjem, vil mange spørge: ”Fik I så set noget?” og vi vil sandfærdigt svare ja, men det, vi ser, er nok ikke lige det, spørgerne har i tankerne.

Kat i Panteli

Borgen, der knejser over øen, kan man ikke undgå at se, men ellers er det mest hverdagen og detaljerne, vi bemærker.

Læs resten