Han er vejrbidt, og de knoklede hænder fortæller om et livs hårdt arbejde. Man ved bare, at de håndflader er ru som sandpapir.
Det er aften i Giardini på Sicilien, og himlen er blå igen efter 2 dage med regn og rusk. Vi sidder uden for L’Isola del Gelato med udsigt over Middelhavet.
Ved nabobordet sidder en ældre arbejdsmand eller fisker med en fyraftens-granita og en croissant. Klokken er kun 18, og der er måske timer til aftensmaden.
Han er vejrbidt, og de knoklede hænder fortæller om et livs hårdt arbejde. Man ved bare, at de håndflader er ru som sandpapir.
En kat kommer op ad trappen til terrassen og hopper op på mandens skød. Han lyser op i et smil og aer den kærligt med sine kraftige hænder.
De hygger sig gevaldigt, og det er tydeligvis ikke første gang – det ligner et ømt ritual. Katten finder sig i alt. Den er stor, og dens blanke pels tyder på regelmæssig børstning.
Manden lægger katten over på stolen ved siden af og går ind og betaler. Katten ligger stille på mandens jakke. Da han kommer ud, tager han jakken over den ene arm og katten over den anden.
Katten hænger som et badehåndklæde over underarmen, helt slap med dinglende forben og bagben.
Og så går de hjem.