Tag-arkiv: Årstid

Pjat med år

Årene går, og årgangen er langsommere end årenes løb. Med åremål kan man måle hastigheden, som udtrykkes i årstid.

Det er dog vanskeligt at årstidtage, når år går ud og ind som i dag, hvor det sidste år i det første årti af det første århundrede i et nyt årtusinde slutter.

Alle fylder år og putter alt muligt i dem. Falder noget ved siden af, er det tidsspilde, og hvis man overfylder, får man år på bagen, og de kan besværliggøre normal gang.

Har man fået år på bagen, kan man blive medlem af Årsagen, som er en forening i stil med Ældresagen. Årsagen går op i årene, og arrangerer fælles årgang.

Der er særlige hold for årgangbesværede, hvor man trækker tiden ud. Medlemmer, som usportsligt generer andre i årgang, kaldes årgangsvin.

I dag skifter vi så det gamle år ud med et nyt. Fyrværkeribranchen håber på et skudår og savværkerne på forstår, mens motionscentre og designere ønsker formår. Personligt håber jeg, det bliver et lysår, for lige nu er der så mørkt.

Det var så en lille tur året rundt, og inden jeg årtier, synes jeg, vi alle skal klare halsen med en god nytår.

Skål!