Tag-arkiv: Bod

30 år på cementfabrikken #1

Den 19. august er det 30 år siden, jeg begyndte at arbejde på cementfabrikken Aalborg Portland (AP). Jeg ser tilbage på tiden, der gik.

Skorstene

Kilde: Aalborg Portlands arkiv

I 10 blogindlæg fortæller jeg om årene på cementfabrikken. Fagudtryk forekommer, og jeg orker ikke forklare dem hver gang, men henviser til mine indlæg om cementproduktion.

Forefaldende arbejde og dagkort

Pengene var små, og svoger Svend foreslog mig at søge ind på cementfabrikken, hvor han selv arbejdede. Der var jævnligt åbninger, og han kunne lægge et godt ord ind for mig.

Som sagt så gjort, og en dag ringede de og spurgte, om jeg kunne starte.

Jeg startede på ”Pladsen” tirsdag den 19. august 1986. Vi var et sjak, der lavede alt forefaldende arbejde, og når Kort-Børge var syg eller havde ferie, skulle jeg afløse ham.

Så cyklede jeg rundt på fabrikken, indsamlede dagkort og sorterede dem, før de blev afleveret til personalet på lønkontoret. På kortene stod medarbejdernummer, timetal, jobnumre, akkorder m.v.

Det var en loppetjans, og fra ved middagstid til fyraften kedede jeg mig bravt, fordi der ikke var noget at lave.

Det kan jeg roligt skrive nu, for Kort-Børge døde for flere år siden, og alt det med løn er outsourcet.

Der var vel omkring 1300 ansatte dengang. Flertallet var ufaglærte, men som i dag var der også smede, elektrikere, andre håndværkere og funktionærer.

Strejke og bod

Læs resten