Eller den ældre Verners lidelser. Verner møder en ung mand på bodegaen og snakker om poesi, tiden med Sofie og om at miste hende.
Godaften Lisbeth, det sædvanlige og så en genstand til den unge mand, hvad han end måtte ønske sig. – Ja, undskyld jeg siger ”unge mand”, men det er objektivt korrekt, og jeg ved ikke, hvad du hedder. Selv hedder jeg Verner.
Tak for skænken, jeg hedder Robert.
Et fornuftigt navn som også kan bruges i udlandet. Og hvordan er et ungt menneske som dig så havnet i Mosehullet? Jeg troede, at ungdommen i dag gik på café og drak cappuccino med økologisk rørsukker.
Jeg er lige flyttet ind henne i nr. 2, og så syntes jeg, at jeg ville tjekke stedet ud.
Ja jeg tjekker ind. Hver dag. Tilflytter?
Ja, fra Herning. Jeg er begyndt på uni og har været heldig at få et værelse.
Og således blev antallet af intellektuelle i Mosehullet minsandten fordoblet!
Røde: Verner, hvem er der ud over studenten?
Verner: Røde, for nu at bruge et sprog du forstår: Knyt sylten! Jeg læste teologi i tre semestre, til jeg mødte sådan en som dig og mistede troen på Gud og menneskehedens fremtid.
Røde: Det beviser bare, at du er en kvartstudert røver. Der er sgu ikke mere intellektuel i dig, end der er honning i en frø!
Læs resten →
