Vi tager en taxi til Botanisk Have. Den har vi besøgt før, men skønhed tåler gensyn. Det er også godt at sætte sig nogle mål en gang imellem, så ferien ikke bliver 100 % dillerdaller.
Så kan man også svare ”ja” med god samvittighed, når folk spørger: ”Fik I så set noget?” For med ”noget” menes attraktioner og ikke de mange interessante ting, man ser, når man bare dalrer rundt.
Taxameteret siger 3,60 €, chaufføren 4. Det er billigt at køre i taxi på Tenerife, og det er stejlt at spadsere op til haven, som ligger i bydelen La Paz. Det går meget bedre den anden vej.
Uden for porten står to skoleklasser i nogenlunde orden, og vi skynder os ind, før lærerne får fuld kontrol, hvis det ellers er muligt.
Haven blev grundlagt i 1788 og har træer, planter og blomster fra de fleste varme lande i verden. Planterne stortrives på Tenerife, og de mange artsfæller, som er visnet hen i danske urtepotter, døde sikkert af hjemve.
Man kan vælge at se videoen herunder i HD ved at klikke på det lille “tandhjul” forneden til højre, og man kan også vælge fuld skærm.
Skolebørnene slipper ind og går i grupper. De er som børn er flest, når de er i flok: støjende. De har alle et kort over haven og skal sikkert udfylde felterne med planternes navne. En lektion i natur- og lokalhistorie.
Turen hjem går nedad gennem La Paz. Vejen er kantet med palmer, og tysk er et af hovedsprogene.

Teides tinde har klædt sig i skyer, og vi har ikke svært ved at falde ind i turiststrømmens pensionstempo. Temperaturen er 23 grader, siger et lysskilt.
Livet er godt!
