Tag-arkiv: Dagpenge

Om at tage sig sammen, til og ud

Jeg har heldigvis noget at tage mig til og behøver ikke tage mig sammen som de ledige, men det er aldrig hovedløst at tage sig til hovedet.

Skeletdynge - placeret i public domain af pdphoto.org

Så tag dig dog sammen mand! (foto fra pdphoto.org)

Hvis man tager et eller andet sammen, tager man det sammen med andre, medmindre det er sig. At tage sig sammen må man klare på egen hånd.

Man kan også tage noget ud – af klædeskabet fx – men at tage sig ud er noget ganske andet, og hvordan man tager sig ud kan afhænge af, hvad man tog ud af klædeskabet, og det kan igen have betydning for, om man bliver udtaget.

Man kan tage til mangt og meget, men hvis man ikke har noget at tage sig til i to år, er det noget skidt, for så mister man retten til dagpenge. Det er et af VKO’s tiltag.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at op mod 18.000 vil miste dagpengeretten i juli 2012. Mange vil heller ikke kunne få kontanthjælp.

Det kan regeringen ikke tage sig af. Venstres Ulla Tørnæs mener nemlig, at tallet bliver lavere, fordi de arbejdsløse vil søge job bredere, når deres dagpengeperiode er ved at udløbe.

Der er altså jobs nok – man skal bare tage sig sammen og søge bredere. Det gælder sikkert også de 1400 arbejdsløse på Bornholm, som sikkert alle skal bredsøge de samme 25 ledige jobs nogle gange om ugen, så kontrollen har noget at tage sig til.

Jeg har heldigvis noget at tage mig til og behøver derfor ikke tage mig sammen på den måde, men det er aldrig hovedløst at tage sig til hovedet, og man kan gøre det sammen.

Tusinder må gå fra hus og hjem om et par år

Da VOK halverede dagpengeperioden, besluttede de reelt, at tusinder af arbejdsløse skal gå fra hus og hjem. Fra flexicurity til flexipoverty.

ParagrafI juli 2012 vil antallet af boliger, som sættes til salg, begynde at stige. Mange arbejdsløse må nemlig sælge, når dagpengeperioden udløber efter to år, og de står helt uden indtægt.

Det er uundgåeligt, medmindre loven laves om. Kun få tænker over det lige nu, men det kommer nok, for det er ikke smågrupper, som stødes ud i relativ fattigdom.

I januar 2011 var der knap 170.000 ”bruttoledige”. Det er ca. 10 arbejdsløse for hvert ledigt job, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forventer kun ca. 10.000 nye jobs frem til 2013.

For mange tusinde arbejdsløse vil dagpengene slutte om et par år, og de må gå fra hus og hjem. Man går nemlig ikke bare hen og hæver kontanthjælp.

For det første har ægtefæller gensidig forsørgelsespligt, så hvis ægtefællen har en indtægt, er der sandsynligvis intet at hente.

Læs resten