Tag-arkiv: Dilemma

Et kattens dilemma

Det er svært at skrive blogindlæg med en kærlig kat på skødet. Katten har truffet sit valg, men hvad gør vi? Det er et kattens dilemma.

Tot

Jeg lover, at dette er foreløbig sidste kapitel i historien om katten, der hellere vil hedde Tot end Hugo, men Tot har valgt, og spørgsmålet er, om vi har noget at skulle have sagt.

Vi har ikke fodret ham i dagevis (den lille bitte stump ribeye steak i går var ikke foder), men alligevel vender han tilbage hver dag. Så sent som i morges kom han ind af den åbne terrassedør og hoppede op til Helle i sofaen. Han er her stadig.

Ind imellem tigger han hjerteskærende om mad, men han får ikke noget. Jeg har lige indtaget en leverpostejmad i smug for ikke at starte jammermusikken. Snart skal vi jo også ned, hvor kattene siger ”kali mera-iau,” og huspasseren skal nok lade være med at fodre ham.

Tot har tydeligvis truffet sit valg og forsømmer ingen lejlighed til på kattevis at markere os og matriklen som sin ejendom. Der er jo heller ingen grund til at benægte, at han har taget os med storm.

Vi må se, om han giver op, mens asylet holder ferielukket. Hvis ikke, er vi i et kattens dilemma og må snakke med Hugo-mor. Der er en pige i nabolaget, som savner ham meget.

Men hvad hjælper det, hvis katten ikke vil være der? Hvis den er træt af at hedde Hugo som et tegneseriejungledyr og meget hellere vil hedde Tot?

Suk!