Tag-arkiv: Fodring

Menageriet i baghaven

Katten Tot er ikke vores, men vi er nok hans. Hvis han fik lov, ville han flytte seriøst ind, og restauranten har derfor udendørs servering.

Skønt han har en god appetit, spiser han sjældent op. Måske vil han gemme noget, som han så kan gå og nippe til, men sådan går det sjældent, for når han har rullet sig sammen, kommer strøgkunderne og stamgæsterne.

Om aftenen hænder det, at pindsvinet kommer forbi, og om dagen skaden eller mågen. Stamgæsterne er matriklens solsortefamilie.

Solsortefar er så fræk, at jeg kan blive helt nervøs på hans vegne, og jeg har før fortalt om den gang, han gik på opdagelse i køkkenet.

Han har sikkert fuldstændig styr på den nødvendige sikkerhedsafstand til katten, men han virker alligevel dumdristig grænsende til det skødesløse, når han ikke kan vente på sin tur og prøver at chikanere katten væk fra madskålen.

Det ville jo være en tragedie, hvis han selv endte som kattemad, så for at få ro på terrassen stiller vi nu en skål på sikker afstand, oppe under æbletræet hvor løvet skærmer for mågernes skarpe blik.

En enkelt stor måge har luret skålen alligevel, men den forsvinder, bare man vifter med en arm, og som for at bevare værdigheden letter den med et grin: ”Hee-hee-he!”

Solsortene har vel gang i kuld nr. 2 eller 3, men da det er de første unger, vi ser på plænen i år, kan man kun gisne om de andres skæbne.

Forleden fangede jeg en fodringsseance med videokameraet. Det er tydeligt, hvordan ungernes pippen og kropssprog udløser fatters fodring som per refleks.

Om kattemad så er den rette kost for solsorte, skal jeg ikke kunne sige, men solsortene selv er ikke i tvivl, og med det menageri i baghaven, er der intet kattemadspild her.

/Eric