Tag-arkiv: Fordrejning

Løgne og manipulation om islamisering

Nogle hævder, at Europa er ved at blive islamiseret, men når de lyver og manipulerer for at smæde andre, fortjener de ingen respekt. Tværtimod.

Med lav fødselsrate imødeser Europa et demografisk problem, men når islamofober ser islamisering overalt og spår vores civilisations endeligt, lukker jeg af.

For det første har jeg svært ved at se medborgerlige hensyn som ”islamisering,” og for det andet bryder jeg mig ikke om løgn og manipulation.

Jeg læser sjældent de aviser eller medier, som formidler fobien, så mange historier er sikkert fløjet under min radar, men nogle løgnehistorier kender jeg da til.

Fx historien om at byrådet i Oxford havde forbudt ordet ”Christmas” i officielle skrivelser og omdøbt ”julelys” til ”vinterlys” for at tækkes muslimer. Historien var pure opspind, men blev ukritisk gengivet af mange aviser.

Eller hvad med historien om at Bilkas og Brugsens beskedne brug af julepynt (”kristne symboler”) var for at tækkes muslimske kunder? Igen det pure opspind, som nogle aviser viderebragte uden så meget som at spørge Bilka eller Brugsen.

I forgårs kom jeg så for skade at læse en kronik i Jyllandsposten, ”Europas undergang – tallenes tale”. Det var dumt, for jeg blev irriteret. Læs resten