Nogle mennesker fortæller flittigt om, hvad de ikke vil. Som om det er interessant, hvad de mener om noget, der aldrig bliver til noget.

Jeg forspilder helt bevidst mange muligheder her i livet. Det generer mig ikke det mindste, og jeg udbreder mig normalt ikke herom.

Jeg kommer f.eks. aldrig til at prøve elastikspring, white river rafting eller paragliding, og jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg ikke prøvede.

Nu er ”aldrig” sådan et skæbnetungt ord, og sikker kan man jo aldrig være, men du ved sikkert godt, hvad jeg mener.

Mine bare tæer kommer heller aldrig til at gå på gloende kul. Det er noget pjat at bruge kul til den slags, og jeg får kolde fødder bare ved tanken.

Jeg kommer heller aldrig til at deltage i Dansk Folkepartis landsmøde. Jeg vil f.eks. hellere besøge kannibaler på Ny Guinea, selvom der er meget kryb og temmelig varmt.

Og sådan kunne jeg blive ved. På moderne dansk kaldes det vist ”negativ afgrænsning”, men ærlig talt er det da ikke særligt spændende, hvad jeg ikke vil.

Fravalg kan selvfølgelig sige noget om personen, og begrundelsen kan inspirere, men oplevelsen eller handlingen i sig selv er uinteressant, når den ikke eksisterer og aldrig kommer til det.

Jeg vil meget hellere høre, hvad folk gerne vil, og hvad de har gjort. Jeg vil også gerne vide, hvor mange oreganoblomster den flittige bi besøgte på sin honningrunde.

Den blev nemlig til noget og vil bære frugt.