Jeg faldt over DR-dokumentaren ”DNA Detektiven” og blev fascineret af, at man i dag kan analysere DNA fra for længst døde organismer.
Jeg havde da godt hørt, at 2-3 % af vores arvemasse skyldes sidespring med neandertalerne, og der var da vist også noget med DNA fra permaforfrosne mammutter, men jeg hæftede mig ikke så nøje ved det – der er så meget, der kalder på opmærksomhed.
Men så så jeg dokumentaren. Den følger evolutionsgenetikeren Eske Willerslev og hans gruppes arbejde med at udtrække og analysere ældgammel DNA, og den kan ses på DR’s hjemmeside.
Først da jeg havde set udsendelsen, gik det rigtig op for mig, at dette er en videnskab i rivende udvikling, og at en del historiebøger nu skal skrives om.
Jeg fik appetit på mere og brugte nogle dage af mit otium på at finde artikler og videoer om emnet. Der er masser, og det er spændende! Nederst i dette indlæg er der nogle få links til mere viden.