Tag-arkiv: Gylp

Gylp – hvorfor hedder det gylp?

Hvorfor hedder den lille åbning i bukserne mon det samme som spædbørns og fugles opstød? Er der monstro en sammenhæng?

Associationernes veje er uransalige. Nu har jeg vel gjort det omkring 100.000 gange, altså forrettet det ærinde som følger naturligt af væskeindtagelse, og så giver det lige pludselig anledning til sproglig undren.

Hvorfor hedder den lille åbning i bukserne mon en gylp?

Har denne lille diskrete fordør, som normalt lukkes med lynlås eller knapper for at undgå gennemtræk, syndighed og forargelse, noget tilfælles med spædbørns og fugles opstød?

Jeg fik travlt ved håndvasken; mysteriet skulle opklares.

Et opslag fortalte, at buksernes gylp kommer af nedertysk “gülp” eller nederlandsk “gulp”, med betydningen ”gabe, stå åben”; beslægtet med glubende.

Det andet gylp siges at være afledt af lyden, som kommer, når man gylper.

Det var da beroligende, at der ikke er nogen sammenhæng. Tænk, hvad det kunne have betydet for koncentrationsevne og træfsikkerhed.

Gylp!