Ligesom nogen fødes med musikalsk begavelse, og andre er tonedøve, er der mennesker, som ikke fra naturens hånd er designet til havearbejde.
Jeg hører til sidstnævnte kategori. Jeg har ikke grønne fingre og går ikke ind i folk med træsko på, men alligevel sker det, at jeg tager kampen op, og i morges gik jeg til angreb.
Lupinerne er nemlig på nippet til at afblomstre, og så forvandles blomsterne til rumstationer, som sender spirevillige frøkapsler ud for at erobre nyt territorium. Sporene af tidligere missioner har lært mig, at rumstationerne skal klippes i tide.
Alt var pladdervådt efter nattens regnskyl, så i den forstand var det dårlig timing, men jeg gik alligevel i gang med at klippe lupiner og stoppe deres potentielle yngel i en plasticsæk.
Og nu kommer det med designet ind i billedet. Jeg er meget bedre til at bøje anemoner med nakken end til at plukke dem foroverbøjet, og før jeg havde sat mig væsentlige spor i vildnisset, blev jeg ramt af lupinernes hævn: hold i ryggen.
Ikke sådan alvorligt, men med så ubehagelige ilinger ned i venstre balle, at det var bedst at holde inde. Jeg fik vel nedlagt en femtedel, før jeg måtte retirere i krabbende gangart.
Lupinerne vajer stadig kækt som kulørte rævehaler, og jeg har fundet en havestol, hvor holdet kan holdes ud. Lupinerne er egentlig ganske kønne, men jeg ved, at de har ondt i sinde.
Jeg har også fået nys om, at høfebersæsonen er startet, men det kan klares med medicin. Lupinernes hævn kræver ro.
De flyttede ind for få år siden. Han virker som en flink fyr, men vi taler sjældent sammen. Vi hilser, når vi ses, og går det højt, falder der en bemærkning om vejret.