Tag-arkiv: Humor

Ingen grund til mentalundersøgelse af glad ekspert

En selvudråbt ekspert i glæde siger, at sne er godt for humøret. Før man kræver mentalundersøgelse, vil jeg dog mane til besindighed.

I Berlingske Tidende kan man læse, at en forfatter og selvudråbt ekspert i menneskelig glæde siger:

“Det hvide vinterlandskab får vores humør til at stige. Det er en faktor, som klart modvirker den tristhed og mangel på energi, som tusinder af danskere føler i den mørke tid.”

Jeg vil godt mane til besindighed, før der rejser sig et folkekrav om mentalundersøgelse af Alexander Kjærulf. Når manden kan sige sådan noget vås, skyldes det formentlig bare nogle simple kendsgerninger såsom:

  • Han har ikke noget at ha’ det i og vil bare gøre sig interessant.
  • Han skal ikke stå op en halv time før normal tid for at dyrke redskabsgymnastik på fortovet.
  • Han skal ikke kæmpe sig gennem sne, sjap og is på cykel eller til fods for at komme på arbejde eller aflevere ungerne.
  • Hans arbejde er ikke påvirket af sne og langvarig frost. Omsætningen falder ikke pga. vejret, og produktionen er heller ikke generet på det kraftigste.

Forhold, som for mange andre mennesker betyder, at de netop bliver trætte og triste og forbander sneen langt væk.

Han er sikkert en virksomhedskonsulent i glæde, som gerne vil promovere sig selv i en tid, hvor glæde og trivsel næppe fylder meget på virksomhedernes budgetter.

Humor og parforholdet

Jeg kender ingen med en latter så perlende og smittende som Helle. Hendes latter lukker lyset ind, og jeg elsker at lokke den ud.

Når jeg om 45 år bliver spurgt, hvordan vi har kunnet holde sammen i 75 år, vil jeg nok svare, at humor er vigtig. Det er vigtigt at kunne le sammen.

Latteren skaber fællesskab og får problemerne til at antage de rette proportioner. Når du har fået luft for  dine bekymringer og frustrationer, er der intet som et godt grin.

Helle har fødselsdag i dag, og om få måneder har vi 30 års jubilæum. I lyst og nød, i medgang og modgang. Heldigvis ikke meget modgang.

Vi går ud og spiser græsk i dag. Måske endda to gange for at fejre dagen. Som Helle plejer at sige:

”Vi skal jo ha’ udgifterne til at slå til.”

/Eric