Jeg kender ingen med en latter så perlende og smittende som Helle. Hendes latter lukker lyset ind, og jeg elsker at lokke den ud.
Når jeg om 45 år bliver spurgt, hvordan vi har kunnet holde sammen i 75 år, vil jeg nok svare, at humor er vigtig. Det er vigtigt at kunne le sammen.
Latteren skaber fællesskab og får problemerne til at antage de rette proportioner. Når du har fået luft for dine bekymringer og frustrationer, er der intet som et godt grin.
Helle har fødselsdag i dag, og om få måneder har vi 30 års jubilæum. I lyst og nød, i medgang og modgang. Heldigvis ikke meget modgang.
Vi går ud og spiser græsk i dag. Måske endda to gange for at fejre dagen. Som Helle plejer at sige:
”Vi skal jo ha’ udgifterne til at slå til.”
/Eric