Tag-arkiv: Inspiration

Inspiration i regnvejr

Hvordan finder man inspiration til at nedfælde glade minder fra solrige Sicilien, når regnen siler ned, det blæser og er hundekoldt?

RegnskyOg det kalder de sommer! I trods har jeg iført mig adskillige lag tøj og putter mig under hele to tæpper på den overdækkede terrasse, men det er koldt alligevel. Der er så koldt, at jeg kan se min egen ånde.

Regnen trommer på halvtaget, og det kunne sikkert være inspirerende, hvis jeg skulle skrive om efterårsdepressioner, uhelbredelige sygdomme eller regeringens skattereform, men sgu’ ikke når det skal være en glad rejsebeskrivelse fra solrige Sicilien.

Solsorten har det sikkert på samme måde. Han prøver et lille fløjt, men det bliver ikke rigtig til noget, og han puster sig op for at holde varmen.

Man kunne selvfølgelig tage sig en limoncello, lidt solskin på flaske, men det ville være selvbedrag. Jeg må bare vente på bedre vejr og højtryksinspiration. Lige nu passer vejret bedst til at læse aviser og vedligeholde politikerleden.

Men okay, det med limoncelloen var måske ikke så dum en idé alligevel …