Mareridtet blev til virkelighed i morges. Jeg blev kørt ned af en bil, og både cyklen og jeg mødte asfalten på den hårde måde.

Der er mørkt om morgenen. Derfor er min cykel også oplyst som et juletræ, og jeg bærer gul ”neonvest” og reflekser. Kun roterende lys i tophuens pompon kunne gøre mig mere synlig.

Alligevel blev jeg i morges kørt ned af en bil, som ikke overholdt sin vigepligt.

Jeg kører på cykelstien ad Rørdalsvej og nærmer mig udkørslen fra Teknisk Skole. Jeg bemærker en hvid varebil i god fart fra højre mod udkørslen. Han har vigepligt, men sætter ikke farten ned. Jeg tænker: ”Han stopper ikke!”

Jeg når at bremse, men ikke nok. Jeg kaster cyklen til venstre og banker ind i hans venstre forskærm med min højre side.

Jeg slynges gennem luften og lander midt på kørebanen. Jeg er landet på ryggen/siden. Fik mig nok vendt i flugten. Jeg blændes af biler, der bremser.

Chaufføren springer ud af varebilen, og tililende hjælper mig og cyklen ind på fortovet. Chaufføren gentager gang på gang: ”Jeg så dig ikke!” En ret tåbelig bemærkning, men han er selvfølgelig rystet.

Jeg sidder på fortovet og må forsikre alle om, at jeg ikke har været bevidstløs, at jeg ikke har brækket noget, og at jeg ikke skal på skadestuen.

Jeg har kun fået knubs, og det samme er tilfældet for cyklen. Jeg får chaufførens navn og telefonnummer og kan langsomt fortsætte.

Først da jeg kommer på arbejde, melder chokket sig. Jeg ryster og kan ikke samle mig om noget som helst. Hvis jeg ikke havde ”læst” ham, var jeg blevet klippet frontalt. Sådan rigtigt kørt ned og over.

Min chef fik mig kørt hjem. Skidt med ømheden og de blå mærker. Jeg skal bare sunde mig. Det er, så jeg ryster endnu.