Da jeg kom hjem i dag, sad han som en buddha på den fjerne ende af græsplænen. Jeg fandt videokameraet og åbnede døren …
Jeg er lidt træt af lyden. Den ”maskinstøj,” man hører, er kameraets autofokus. Skal man den til livs, skal man åbenbart have en model, som kan påmonteres ekstern mikrofon. Jeg må eksperimentere med manuel fokus.
Bortset fra det var det hyggeligt at få besøg af Tot. Der er ingen tvivl om, at han værdsætter selskabet, selvom han ikke hjalp med at slå græs.
Da jeg kom hjem i dag, var affaldssækken flænset. Det er sket før, og det er træls. Misdæderen må være en kat, for flængen er i kattehøjde.
Staklen var jo nok sulten og må have god erfaring med affaldssække. Jeg tvivler nemlig på, at selv en følsom kattenæse kan lugte noget gennem både sækken og vores tæt tilsnørede poser. Kulden fremmer heller ikke duftforstærkende processer.
Det er næppe Tot, der har været på spil. Han lader ganske vist, som om han er sulten, men han er bare madglad, er han. Det vidner hans huld også om. Nej, vores lille husven vil hellere tigge fra dør til dør som gårdsanger end gå til håndgribeligheder.
Tror jeg da. For man kan jo aldrig være sikker, selvom der var spor nær gerningsstedet. Jeg ser ingen særlige kendetegn og kan ikke afgøre, om sporene er sat af Tot eller en strejfende misdæder.
Tot hopper op på sålbænken uden for køkkenet og mjaver, når jeg fylder bønner på espressokanden kl. 5:45. Jeg åbner døren.
Han hilser højlydt og løber straks hen og banker snuden mod bunden af den tomme madskål. Er han mon lidt nærsynet?
Mens kanden kommer på komfuret, snor han sig om mine ben som en lodden ål og mjaver indladende. Jeg skal passe på ikke at træde ham over poterne. Han får en god håndfuld tørkost i skålen og hugger i sig med glubende appetit.
Jeg sætter mig i lænestolen med dagens sorte startskud. Førhen kom den bærbare på skødet, men den er nu fortrængt af en meget kærlig kat.
Der skal nulres og gnides næser. Tot er som elektrisk og skifter hele tiden stilling på mit skød, og når jeg tænder piben, skal jeg passe på ikke at svide hans orange lunte. Endelig finder han sig til rette på ryggen og byder sig til med hvid mavepels.
Men nu er det tid til den næste kop espresso, og mens jeg står ved komfuret, leger vi igen lodden ål, der snor sig om ben. Han er en fedterøv og vil have mere at spise. Den første portion tørkost kunne mætte en puma i puberteten, men ikke Tot.
Jeg giver ham dog ikke mere, for han vil alligevel tigge hos Helle, når hun dukker op. Det gør hun kort efter, og Tot hopper ned fra skødet, allerede da vi hører hende på trappen.
Når jeg har været i bad, ligger der en orange uldkugle i sofaen. Tot har rullet sig sammen i salig mæthed. Det er tid at hvile ud oven på nattens strabadser.
Jeg tager på arbejde før Helle, så det er hendes lod at få ham ud og lægge øre til gråden:
”Jeg lå lige så godt!”
Mon ikke han går lige hjem og får morgenmad?