Tag-arkiv: Klimadebat

Klima, global opvarmning og klimaskeptikerne

Klimadebatten raser, og her i lænestolen undrer jeg mig såre over, hvad klimaskeptikerne egentlig vil med deres skepsis.

Skeptikerne siger typisk, at den globale opvarmning ikke er menneskeskabt (eller kun er det i mindre grad), og at de foreslåede tiltag derfor ikke giver mest miljø for pengene.

Klimatilhængerne siger, at den globale opvarmning er menneskeskabt, og at vi derfor skal reducere udledningen af CO2 fra fossilt brændsel.

Ja, hvad ved jeg, men da det under alle omstændigheder er bydende nødvendigt at reducere brugen af fossile brændsler, kan det i princippet være rystende ligegyldigt, om mennesket påvirker klimaet eller ej.

Verden har længe brændt sit lys i begge ender, og det lys er de fossile brændsler. Det får en ende inden længe, og det går helt af sig selv. Danmarks sukkerskål i Nordsøen er snart tom, og sådan vil det også gå globalt.

Det sker nok ikke i din eller min levetid, men målt med menneskehedens historiske alen sker det om et splitsekund. Så det er vel med at få gang i omstillingen, mens tid er.

Internationale aftaler om CO2-reduktion kunne være værktøjet, og hvis det samtidig kan lægge en dæmper på den globale opvarmning, kan det vel ikke genere andre end dem, der gerne vil dyrke Cabernet Sauvignon på vores breddegrader.

Så jeg begriber ikke, hvorfor skeptikerne har så travlt med at være skeptiske. Hvad er perspektivet?