
Ebano Cafe
Spanien er et katolsk land, og kirken fordømmer enhver form for prævention bortset fra afholdenhed. Kødets lyst uden forplantnings-forsæt er syndig, og hvad finder man så lige over for kirken i Puerto de la Cruz?
Man finder Ebano Cafe. Her nyder vi gerne en forfriskning om formiddagen og evt. en alkoholdig aperitif om aftenen.
Det er nogle underlige beløb, man betaler. Fx koster to glas vin 4,28 €, men det er fordi momsen lægges til bagefter, hvor den hjemme er inkluderet i prisen. Her koster to glas vin 4 € plus 7 %.
Servitricen har som regel travlt, så vil man undgå ventetid, er det smart at betale ved kassen indenfor. Det kan man så passende kombinere med et toiletbesøg, så den videre færd kan ske i afslappet tempo.
Og det er på herretoilettet, man finder automaten. Faktisk er der hele to automater, men billedet viser kun den ene.
Tilstrømningen til kirken er stor, når der ringes til messe, men caféejeren har åbenbart en fleksibel for ikke at sige elastisk holdning til det katolske syndsbegreb.
Det kunne ligne en provokation at hænge to automater op lige over for kirken, men jeg kan kun gisne om motivet. Fra nu af tænker jeg altid på stedet som ”automatcaféen”.
Relateret: