Jeg var kontrolrumsoperatør på cementfabrikken i otte år og kunne lide jobbet, selvom det var i skiftehold.
Brænderpladsen ovn 87 hvor brændsel indfyres i rotérovnen
Jeg havde gode kollegaer, og arbejdet var interessant og afvekslende. Bevares, der var kaotiske vagter, fx med strømsvigt hvor alt efterfølgende skulle startes.
Spændingsdyk var mere almindelige dengang end i dag. Det, du oplever som et lysblink, kunne stoppe det meste af fabrikken, og så fik man travlt. Siden er forsyningen blevet meget mere robust.
Alligevel kan det stadig ske. I 2004 eller 2005 var der en dag med så kraftigt isslag, at nogle transformatorstationer gik ned. Jeg tror, der var omkring 15 strømsvigt, og de operatører, som havde dagvagten, var godt brugte, da de fik fri.
Kort tid efter jeg startede, fik kontrolrummet ny chef, en ung ingeniør med drive. Det kunne ikke gå stærkt nok for ham, og en dag ville han hjælpe med at starte sandmøllerne, der formaler sand til hvide cementklinker.
Han programvalgte alle fire sandmøller, trykkede på startknappen og så stod fabrikken stille.
Enhver operatør vidste, at møllerne bruger meget strøm i startøjeblikket, og at de derfor skal startes i rækkefølge for at undgå spændingsdyk. Nu vidste han det også.
Kørte man ovn 87, skulle man også lige tjekke, om han havde øget produktionen, mens man var på toilettet. Han kunne sætte skub i ting, og det var ikke dårligt på den tid.
Efter nogle år fik han arbejde i en anden virksomhed, ambitiøs var han også. Hans efterfølger var en helt anden type. Han var flink, men samarbejdet knirkede. Lad det nu ligge, det er mange år siden.
