Tag-arkiv: Pompeii

Hjemme igen fra ferie i Napoli og på Ischia

Så er vi hjemme efter ferien i Napoli og på Ischia, og hvor er her koldt og vådt! Det eneste kolde og våde dernede er hvidvin og limoncello.

Napoli var som forventet en hektisk og farverig storby, hvor livet leves for fuld damp, mens Vesuv holder vejret. Trafikken er sindssyg, og de værste bøller er teenagepiger: 2-3 på én scooter kører de ræs i de smalle gader, ud og ind mellem fodgængerne og med hornet i bund.

Der er noget italiensk essens over Napoli, som bombarderer alle sanser, og historie er der i overflod. Det arkæologiske museum med perlerne fra Pompeii og Herculanum er en fantastisk oplevelse og supplement til besøg i byerne, som Vesuv udslettede i år 79 e.Kr.

Læs resten

Snart går turen til Napoli og Ischia

I min fantasi er der noget hedt, pulserende og romantisk over Napoli. Ud over at se Pompeii og Herculanum skal vi også lege Lady og Vagabonden.

Du ved: scenen hvor de sidder i en gyde og snudeskubber den sidste kødbolle, mens tjenerne spiller harmonika og synger om “la bella notte”. Over dem tindrer stjernerne, og tørresnore holder husene på plads.

Der er heldigvis ikke så længe til ferien, som der har været.

Jeg vil ikke sende arbejdet mange tanker, når jeg sidder på Ischia med et duggende glas hvidvin og udsigt over Napolibugten. I horisonten står Vesuvs profil som en malerisk, men tankevækkende påmindelse om vores forgængelighed og inderlige ligegyldighed.

Skulle den iltre undergrund sitre og bryde glassets overfladespænding, vil jeg beroligende sige til Helle:

“Det er bare Løkke at være på vulkaner – var det mon regeringen, der faldt?”