Jeg føler sådan med de rejsende, der ikke kan komme hjem fra lande med olivenklima, fordi vulkansk aske har erobret luftrummet.
Det er jo brandærgerligt, at de ikke kan komme hjem på arbejde, men må henslæbe tiden i lediggang under palmernes sparsomme skygge. De har min dybeste medfølelse.
Faktisk har jeg så ondt af dem, at hvis jeg var medstrandet i Olivenland, afstod jeg gerne min plads i redningsbussen, hvis det kunne få en anden frelst hjem til fædreland og bruttonationalprodukt.
Kvinder og børn først, old boy! Vi kan måske nå en sherry og en rubber mere, inden skuden synker!
Det er ånden.
Jeg måtte så leve med den latente risiko for, at også lokale vulkaner går i udbrud, eller at jeg får skaldyrsforgiftning og udvikler solcremeallergi; men sådan er der så meget.
Hørte jeg nogen sige tabt arbejdsfortjeneste? Ja selvfølgelig, men med min spartanske levevis klarer jeg det nok bedre end så mange andre, og det er jo force majeure.
Kald mig ikke tapper – så bliver jeg forlegen. Jeg har skam også mindre flatterende karaktertræk. For eksempel føler jeg mig ikke hævet over misundelse.