Tag-arkiv: Røveri

Formodet kasernerøver anholdt med feltrationer

Politiets Eftersætningstjeneste, PET, har ransaget et hus i Snøromnedre og anholdt en tidligere tamburmajor, som mistænkes for røveriet mod det forsvarsløse forsvar på Antvorskov kaserne.

Militære bombehunde deltog i aktionen, fordi der blandt de mange våben blev fundet et parti feltrationer. “Vi tager ingen chancer,” sagde eftersætningslederen til vores udsatte medarbejder.

Politiet blev ledt på sporet, da en irriteret nabo klagede over, at der blev affyret kanonslag i tamburmajorens baghave under interviewet med Wilbek efter semifinalen i VM-håndbold.

Justitsministeren udtrykker tilfredshed med aktionen og tilføjer:

“Vores soldater har kunnet sove trygt, siden patruljeringen omkring kasernerne blev intensiveret.”

Samtidig afviser han enhver sammenhæng mellem den intensiverede kasernebevogtning og de kriminelle banders hærgen i Københavns gader:

“Skyderierne ebber ud helt af sig selv – det er simpel købmandsregning.”

Det forsvarsløse forsvar

Tre bevæbnede mænd har begået røveri mod Antvorskov kaserne for at blive bedre bevæbnet.

Sædvanligvis forsvarlige kilder oplyser, at røverne gik målrettet efter Brian Mikkelsens kulturkanon, som skal sættes ind mod Taliban i Afghanistan.

Da kanonen imidlertid er til hemmeligt eftersyn i justitsministeriets kælder, måtte de slå sig til tåls med svært artilleri, panserværnsraketter og et ukendt antal håndvåben.

Gudskelov for det. Tænk hvad der ellers kunne være sket?

Vi må forlange mere politi ved såvel kaserner som lejekaserner, så forsvarsløse soldater kan sove trygt på vagten uden at blive overfaldet og frastjålet deres våben og skal have krisehjælp, inden de overhovedet er kommet til Afghanistan.

Det må også være et ufravigeligt krav, at politiet og PET sætter alle kræfter ind på snarest at få voldsmændene sat på utåleligt ophold bag tremmer.

/Eric