Tag-arkiv: Rhodos

Ferien i Grækenland – Rhodos by

Så er vi hjemme efter 16 dage i det græske øhav. Vi tog noget godt vejr med hjem, men desværre var der ikke plads til 30 grader i kufferten.

Scooter Rhodos

Spændte fjedre i Rhodos by

Få timers flyvetid gør en verden til forskel. Mandag morgen den 12. september forlod vi klamme Danmark for at lande på Rhodos kl. 15:55 lokal tid.

Her strålede solen fra en dybblå himmel, men hvad hjælper det, når taxierne strejker, så folk er henvist til lufthavnsbussen? Total kaos, men til byen kom vi.

Vi fandt hotellet, Cava d’Oro, efter en lang og meget varm travetur fra endestationen nord for den gamle by. Hotellet var ok og folkene mægtig søde. Værelset var lille, men vi skulle kun være der en enkelt nat, før turen gik videre til Tilos, en lille ø nord for Rhodos.

Rhodos by

Læs resten

Græske færgers fartplaner

Altså, nogen må forklare de grækere, at milliardlån forpligter, og at man ikke sådan laver om på færgernes sejlplaner i utide.

Græsk færge

Når vi planlægger vores euroinfusion med rettidig tillid til græske færgers fartplaner, kvalificerer det altså ikke til milliardlån at lave fartplanerne om. Det er dårlig timing.

Det må udenrigsministeren kunne forklare grækerne, når hun alligevel ligger på stranden og spiser partifarvet pistacieis. Hun kan sagtens nå det inden september.

For eksempel sejler færgen nu fra Rhodos til Tilos tirsdag aften kl. 18:30. Da jeg købte flybilletter, sejlede den tirsdag morgen kl. 9.

Okay, så får vi set Rhodos’ gamle by, inden vi sejler, men jeg ville altså hellere tælle geder på Tilos end turister på Rhodos, selvom nogen vil hævde, at det kan være ét fedt.

Ikke nok med det: Færgen, som sejlede fra Tilos til Kalymnos, sejler nu kun til Kos og ikke det sidste stykke. Bevares, vi skal nok komme videre til Kalymnos og Telendos, men de har altså gjort det mere besværligt, har de.

Som den ene søfartsnation til den anden må vi gøre grækerne begribeligt, at sejlplaner laver man altså ikke om på, som var de genopretningsplaner, finansieringsplaner og den slags.

Og hvis udenrigsministeren har fået mavepine af den partifarvede pistacieis, kan Barfoed vel træde til, selvom han også er noget grøn.