Tag-arkiv: Søgning

Google udleder CO2 – optimér din søgning!

En søgning på Google udleder ca. 7 gram CO2, siger en fysiker på Harvard University.

Engelsksprogede aviser og blogs bobler i dag over med historien om, at Google bidrager til den globale opvarmning. Se f.eks. Times Online.

Det kommer som en bombe, at computere og Internettet bruger elektricitet, og sensationen når sikkert også de danske medier. 7 gram CO2 svarer til 13 – 14 watt (Wh) fra et kulfyret kraftværk, så det med søgningen skal nok passe.

Jeg får den sorteste samvittighed, for jeg bruger Google flittigt. Det mindste, jeg kan gøre, er selvfølgelig at optimere søgningen, så jeg får færre søgeresultater.

”Bananer tissetrængende” og andre sjove søgeord

Mange mennesker kommer ind på mine sider via søgemaskiner. Nogle af de anvendte søgeord er ret spøjse, og i dette indlæg har jeg samlet de sjoveste fra det sidste år.

De fleste af mine sider er rejsebeskrivelser, og det forløbne år har de besøgende, som kommer fra Google, brugt 19.451 forskellige søgetermer.

Det er ikke blandt de almindeligt brugte søgeord, man finder perlerne; de morsomste er gerne blandt dem, som kun sender 1 besøg. Her følger et udvalg.

Der er søgninger, hvor man fornemmer, at her søges virkelig efter viden:

  • “hjemløse – hvorfor løber de hjemme fra?”
  • “bar i Peterskirken i Rom”
  • “peters kirken (hvem betaler dem)”
  • “er Malta en by eller ø i Danmark”

Så er der de mystiske og kryptiske:

  • “badede om den forsvundne mumie” undrede mig meget, indtil jeg fandt ud af, at Dennis Jürgensen har skrevet en børne- ungdomsroman, som hedder “Balladen om den forsvundne mumie”.
  • “bananer tissetrængende”
  • “lazio svømme i ruiner”
  • “Harold Wilson smoked all day”
  • “sider om fordøjelsen på serbisk”
  • “sundhedsstyrelsen bredbladet persille”

Den morbide:

  • “ung mandelig fotomodel” – min fremhævelse. Tanken har nok været at finde fotomodeller af hankøn og i live.

Og så dem, der ikke lige lader sig rubricere, men som tydeligvis er gået galt i byen:

  • “bageren på hjørnet”
  • “brylluppet i kaanan” (5 skuffede er nok havnet på http://www.sitestory.dk/rejser/cypern2005/7.htm)
  • “huld på kroppen”
  • “privatchauffør jobs”
  • “mere potens”
  • “sail naked Bulgaria”
  • “billigt lille akvarium”
  • “åh solemio”

Flere af disse gæster er nok blevet skuffede og er hastigt gået videre. Der er mange flere spøjse søgninger, og jeg har af gode grunde ikke set dem alle.

Heldigvis er søgemaskinerne ikke så tossede, og hovedparten af mine gæster havner på sider, som er relevante for deres søgning, og det er jo godt.

/Eric