Tall Ships Races er kommet til Aalborg for 5. gang, og jeg smuttede en tur på havnen i formiddags.

Statsraad Lehmkuhl, Bergen
De første skibe ankom i går, og jeg kan ikke tro andet, end at der endnu mangler en del.
Det kan være den stride blæst, der driller. Georg Stage (og måske flere) ligger ude ved Hals og kan ikke komme ind til Aalborg pga. modvinden og/eller strømmen.
Bølgerne har skum i håret og løber hurtigt mod øst. Blæsten rusker i kroppen, så det var svært at holde kameraet i ro.
Sejlskibene er et prægtigt syn, og de ligger til kajs både i Aalborg og Nørresundby. Fruen og jeg har planlagt, at vi skal på havnen i aften og igen fredag.

