I dag fortsatte min tvekamp med tjørnehækken, og hækkesaksen afslørede en solsorterede.
Solsortehunnen lå i reden, helt stille, og så på mig med sit sorte perleøje. Jeg gik forsigtigt udenom med saksen og lod en dusk stå tilbage over reden som værn mod regn og skader.
Det må være det tredje kuld, som er på vej. For 14 dage siden plagede de store unger næsten livet af deres forpjuskede far og forfulgte ham rundt på græsplænen med krævende “Piip-pip!”
Jeg tror, de er sparket ud nu, for mens mor ruger, føjter fatter ubekymret rundt og fløjter sine yndlingsmelodier. En af dem lyder lidt som “I’m a Barbie girl”.
Senere sneg jeg mig ud med kameraet. Hunnen blev liggende, så længe det bare var mig, der kiggede, men hun flygtede, da hun så kameraets store sorte øje og hørte spejlet klikke. På sikker afstand skældte hun mig ud, og jeg gik skamfuld ind med mit billede af solsortens privatliv.
