Tag-arkiv: Stærk

Min kone er ung og stærk

En ven har sagt, at jeg skal passe på mig selv og uddelegere det hårde havearbejde til Helle. Det er et godt og klogt forslag.

Jeg har faktisk tænkt i de samme baner, og det drejer sig ikke kun om havearbejde. Om vinteren er jeg f.eks. meget bedre til at salte end til at skovle.

Jeg fortæller hende derfor ofte og kærligt, at hun er både ung og stærk, men hun tror mig kun halvt.

Det kan jeg ikke forstå, for hun har jo kræfter til at lave så meget andet fornuftigt.

Urkraften Melander

Før jeg kom i skole, besøgte vi ofte min mors moster, og stor var min fryd, når Melander var hjemme. Melander var Gerdas mand.

Melander var et muskelbundt, og jeg var henrykt, når jeg kunne få ham til at smøge skjorteærmet op og bøje armen, så biceps svulmede til det ufattelige. Da jeg senere læste Tarzan-bøger, lignede Tarzan altid Melander.

Engang serverede Gerda kogt torsk, og jeg fik et ben galt i halsen, så jeg ikke kunne få vejret. Kvinderne jamrede og slog mig på ryggen, indtil Melander tog mig om anklerne og rystede mig som en støvklud.

Det var nok ikke det, der reddede mig fra kvælning, og så måske alligevel.

De boede et godt stykke vest for Aalborg, og Melander cyklede vist den lange vej til svovlsyrefabrikken i Nørresundby, hvor han arbejdede.

Han lærte mig tålmodigt at cykle. Jeg lærte at styre med knyttede næver, for det skulle man kunne, når der var koldt. Melander brugte ikke handsker.

Ikke blot var han stærk som en okse, han drak mindst lige så meget. Når lønnen var udbetalt, søgte Gerda fra knejpe til knejpe efter sit mandfolk, og der kunne gå dage.

Til sidst kunne selv Melanders urkraft ikke stå for mosten. Det var måske en lettelse for Gerda, men Melander tog vitaliteten med sig i graven. Hun døde mange år senere, vissen og vrissen.