Tag-arkiv: Stokrose

En stokrose har slået rod

Pludselig stod den der, stokrosen. Selvfølgelig har den stået der et stykke tid, men jeg opdagede den først, da den blomstrede og kaldte.

Stokrosen har med eller uden assistance slået rod i skellet til baghavens jungle og bidrager nu til reservatets botaniske diversitet.

”Jeg ved ikke, hvad det ligner!” ville den nidkære haveejer krænket udbryde, hvis en ikke planlagt stokrose kunne komme i blomst uden at blive afsløret forinden.

Jeg føler absolut intet ansvar, hvis nogen føler sig krænket. Jeg er ikke herre over, hvad den ligner, og jeg har ikke plantet planten.

Faktisk har jeg ikke plantet planter i årevis. Hvorfor skulle jeg det, når planter forplanter sig selv?

Jeg kunne vælge at fjerne den smukke gave, før dens invitation bærer frugt, men jeg kan også lade den stå, lade den stifte familie og erobre terræn.

Det bliver nok ved det sidste. Jeg har plads nok, og stokrosen er en køn plante.