Tag-arkiv: Talegenkendelse

OK Google

En ting ved den nye smartphone, der imponerer mig, er Googles talegenkendelse og evne til at svare på mundtlige spørgsmål.

Ja, I rutinerede brugere griner sikkert af novicen, men skidt med det – jeg er imponeret af den kunstige intelligens, der må ligge bag OK Google.

Ligesom jeg blev imponeret, da Googles Alpha Zero lærte at spille skak på højt niveau ved at spille mod sig selv og efterfølgende udraderede det hidtil stærkeste skakprogram i verden.

I går sad jeg og legede lidt med smartdimsen for at finde ud af, hvordan man gør dit og dat, og i den forbindelse prøvede jeg appen ”OK Google”, der svarer på mundtlige spørgsmål.

OK GoogleMit første spørgsmål var: ”Hvor langt er der til Sicilien?”, og straks kom et mundtligt svar: ”3040 km i bil fra din placering”, og kortet fra Maps’ rutevejledning poppede op samtidig.

Jeg prøvede så med, hvor langt der er til Catania og Taormina (byer på Sicilien), og det kunne den også forstå og svare på.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. ”Siracusa” opfatter den som ”siragusa”, uanset hvor tydeligt jeg siger ”k”.

Jeg prøvede så med ”Syrakus”, det danske navn for samme by, og fik vist vejen til nærmeste sygehus.

Først da jeg spurgte: ”Hvor langt er der til Siracusa Sicilien?” fik jeg korrekt svar. Det vidner om, at der er noget kunstig intelligens, som får tingene på plads, fordi tilføjelsen giver Sicilien som kontekst. Der er vist også indtil flere byer af samme navn i staterne.

Appen har ingen problemer med: ”Hvem skrev Der er et yndigt land?” og heller ikke, hvis det yndige land skiftes ud med ”Stille flyder Don” eller ”Karma cowboy”.

Læs resten