OK Google

En ting ved den nye smartphone, der imponerer mig, er Googles talegenkendelse og evne til at svare på mundtlige spørgsmål.

Ja, I rutinerede brugere griner sikkert af novicen, men skidt med det – jeg er imponeret af den kunstige intelligens, der må ligge bag OK Google.

Ligesom jeg blev imponeret, da Googles Alpha Zero lærte at spille skak på højt niveau ved at spille mod sig selv og efterfølgende udraderede det hidtil stærkeste skakprogram i verden.

I går sad jeg og legede lidt med smartdimsen for at finde ud af, hvordan man gør dit og dat, og i den forbindelse prøvede jeg appen ”OK Google”, der svarer på mundtlige spørgsmål.

OK GoogleMit første spørgsmål var: ”Hvor langt er der til Sicilien?”, og straks kom et mundtligt svar: ”3040 km i bil fra din placering”, og kortet fra Maps’ rutevejledning poppede op samtidig.

Jeg prøvede så med, hvor langt der er til Catania og Taormina (byer på Sicilien), og det kunne den også forstå og svare på.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. ”Siracusa” opfatter den som ”siragusa”, uanset hvor tydeligt jeg siger ”k”.

Jeg prøvede så med ”Syrakus”, det danske navn for samme by, og fik vist vejen til nærmeste sygehus.

Først da jeg spurgte: ”Hvor langt er der til Siracusa Sicilien?” fik jeg korrekt svar. Det vidner om, at der er noget kunstig intelligens, som får tingene på plads, fordi tilføjelsen giver Sicilien som kontekst. Der er vist også indtil flere byer af samme navn i staterne.

Appen har ingen problemer med: ”Hvem skrev Der er et yndigt land?” og heller ikke, hvis det yndige land skiftes ud med ”Stille flyder Don” eller ”Karma cowboy”.

”Hvad er kvadratroden af 1064?” giver ca. 32,619, men ”Hvad er hundrede i anden?” udløser en begivenhed. ”Hundrede i anden potens?” giver et link til en matematikside.

”Hvilken bank i Danmark giver den højeste rente?” giver et link til mybanker.dk og et spørgsmål om nationalbankens rente et link til nationalbanken, det giver mening.

Vejrudsigten for Aalborg og Taormina i morgen er en smal sag, og ”Opskrift på svinekæber i portvinssauce” giver et relevant link til en madblog.

”Hvornår døde skuespilleren Jack Lemmon?” har den svar på og ligeledes, når man spørger til Walter Matthau.

Jeg tænkte, at den danske forfatter, Sophus Schandorph, nok ville være sværere, men nej: 1. januar 1901.

”Send en SMS til Helle” klarer den også og spørger først, om det skal være til hendes arbejdsnummer eller mobilen. Derefter tager den imod diktat og sender SMS’en eller e-mailen.

Alarmer kan sættes mundtligt, og appen kan ringe op for en – praktisk. Den forstår selvfølgelig også engelsk, men svarer på dansk.

”Hvad hedder tændstikker på italiensk?” giver korrekt svar, skrevet og udtalt: ”fiamiferri”, og ”Hvad hedder to glas hvidvin på italiensk” kan den også, nemlig ”due bicchieri di vino bianco”.

Ikke ueffent, hvis der er et eller andet på det sicilianske spisekort, vi kommer i tvivl om.

Den afgørende test

Behørigt imponeret tænkte jeg, at tiden nu var inde til den afgørende test, spørgsmålet over dem alle: ”Hvad er meningen med livet?”.

Svaret er sikkert forprogrammeret af en vittig Google-medarbejder, for det lyder: ”Noget med kage, vil jeg umiddelbart sige.”

Jeg tænker, at appen kan være til stor hjælp for eksempelvis handicappede, men jeg kommer også til at bruge den, for jeg bliver aldrig ven med det lille tastatur.

/Eric

13 thoughts on “OK Google

  1. Jørgen

    Det er rart at have folk til at afprøve gode og spændende løsninger. Min dims, som du kalder dimsen, er købt lidt før OK Google eller Google Assstent blev tilgængelig på dansk, men appen er fluks hentet og aktiveret – og den synes at virke. Det bliver spændende at se om den også er egnet til at skrive indlæg med, evt. som mail til en selv.

    Svar
  2. Ellen

    Jeg sagde det jo! Det ER smart. Jeg bruger også OK Google på min androidsmartfon, men har, som Henny, brutalt myrdet Siri på min iPad, for hun er bare dum, så dum. En iPhone vil aldrig komme inden for mine døre!

    Svar
    1. Eric

      Ja, OK Google er godkendt som smart!
      Jeg tvivler meget på, at jeg nogensinde får et æbleprodukt. Der er for mange historier om problemer med reparation, neddroslet hastighed for ældre modeller for at få folk til at investere i nyt osv. Det lugter langt væk af krakeleret firmamoral. Og så er der ikke mindst det, at et amerikansk firma ikke skal bestemme, hvad jeg må se/læse (nøgenhed, fy!), og hvilke programmer jeg må bruge.

      Svar
  3. Henny Stewart

    Jeg har slået “Siri” ihjel. Hun er nemlig en utroligt irriterende bitch! Hun er kun kunstig, ikke spor intelligent. Fx blev jeg voldsomt irriteret på hende og sagde noget grimt til hende, og det fik jeg så skæld ud for! Jeg skal dæleme ikke betale mange tusind kroner for et æbleprodukt for at have dette til at brokke sig over min sprogbrug. Så nu er hun død!

    Jeg ville også føle mig godt fjollet i det offentlige rum, hvis jeg gik rundt og snakkede med sådan en, så det …

    Svar
    1. Eric

      Jeg kender af gode grunde ikke bemeldte dame, om end jeg da har hørt om hende.
      Så mange taler i telefon i det offentlige rum, at ingen vil bemærke, at du ikke taler med et menneske.

      Svar
  4. Stegemüller

    Jeg har også haft smartphone i flere år og kendte heller ikke OK Google, så nu skal jeg også til at lege. Tusind tak for tip!

    Og så er vi to altså enige om det med det lillebitte tastatur. Jeg kan slet ikke med det. Og bl.a. af den årsag er mine venner klar over, at de ikke skal sende mig en SMS!

    Svar
    1. Eric

      Som skrevet til Lene, var det præinstalleret på min dims. Hvis det funger’ på IOS som på Android, vil jeg tro, at du kan besvare SMS’er verbalt ved at diktere til OK Google 🙂
      Jeg har i mine forsøg talt langsomt og velartikuleret, men appen skal “stresstestes” for at se, hvor god den er til at forstå afsnuppet talesprog. Det forestår.
      Indtil videre er jeg dog imponeret, og om nødvendigt kan jeg sagtens tale som en speaker på TV-avisen.

      Svar
      1. Stegemüller

        Det ser desværre ikke ud til at man kan hente OK Google i Appstore. Øv.

        Jeg er sikker på, at du fint kan tale som en speaker på TV-avisen 🙂

        Svar
        1. Eric

          Hvis jeg søger på “OK google iphone” (uden gåseøjne), får jeg adskillige hits, som i den korte tekst indikerer, at OK Google kan bruges på iPhone. Så det er nok et spørgsmål om lige at surfe lidt 🙂

          Svar
  5. Erik Hulegaard

    Vi står ved de første “kapitler” af AI. Dine forskellige eksempler fortæller i et øjeblik om muligheder og ikke mindst perspektiver. Opskrift på svinekæber i portvinssauce og Alpha Zero er eksempler blandt talrige. På sigt får vi (mere eller mindre frivilligt) skudt en chip ind i organismen (tusindevis af svenskere har allerede fået det) og en dag vil du have mulighed for at monitorere Tot hjemme på matriklen via din private drone.

    Kan vi mennesker styre det? Vil AI overtage styringen? – Jeg er lettere beroliget ved tanken om, at Google endnu ikke synes at have den rigtige algorime for “meningen med livet”. 😉

    Svar
    1. Eric

      Vi mennesker kan styre det, hvis vi vil. Jeg ser enorme muligheder i den gallopperende udvikling inden for (selvlærende) kunstig intelligens – det bliver det næste store teknologiske spring med store konsekvender for alt muligt.
      Alpha Zero er et meget illustrativt eksempel på potentialet, selvom den menneskelige virkelighed er mere kompliceret og facetteret end skak, som har et stringent regelsæt.
      Det lover godt …

      Svar
  6. Lene

    Se du ved allerede mere end mig, som har haft smartphones i flere år 🙂 Er det iphone eller android?

    Svar
    1. Eric

      Det er Android, men “OK Google” findes vist til begge systemer. Det var præinstalleret på min dims.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.