I dag har jeg leget med det nye lommekamera, SONY DSC-HX9V. Jeg er tilfreds med kvaliteten, og vidunderet har en masse forskellige funktioner.

Når man får sådan et nyt stykke elektronik i hånden, skal man jo lige finde ud af, hvad det kan, og hvordan man gør. Det kan der gå rigtig meget tid med.

Jeg er tilfreds med kvaliteten, og det er vigtigere end nok så mange fantasifulde funktioner. Dog savner jeg at kunne justere hvidbalancen, som når jeg tager billeder i RAW-format med spejlreflekskameraet.

Men man kan ikke få alt, selvom der er presset imponerende megen teknik og ”intelligens” ned i sådan en stump kamera.

Video i HD og med stereolyd kommer jeg næppe til at bruge meget, men man kan jo aldrig vide. Der er en stribe makroer (hedder det vist) til forskellige motiver og lysforhold. Den specielle indstilling til strandbilleder med blåt vand må jeg huske til Grækenland.

Indstillingen til fyrværkeri har jeg allerede glemt, men kæledyrsprogrammet skal prøves, når katten Tot kommer på besøg i ordentlig belysning. Opskriften til madbilleder kan jeg hurtigt finde i menuen.

Jeg spærrede øjnene op, da jeg så, at kameraet minsandten kan holde øje med, om folk blinker! Så nu er det slut med øjeblinksbilleder.

Det meste af tiden vil jeg dog bare bruge standardindstillingen, og smiludløseren forbliver deaktiveret. Ja, du læste rigtigt: Kameraet kan sættes til at udløse, når det ser et smil.

På en måde er det altså bare for meget – som om de gør det, bare fordi de kan. Med smiludløser kan man sgu’ vente længe, hvis man vil fotografere det sidste blad på æbletræet.

Men måske det virker, når katten gaber?