Tag-arkiv: Video

Stillits i Siracusa – lille fugl med stor stemme

Der var megen fuglesang i Siracusa på Sicilien, og denne stillits sang gerne for os, når vi sad på tagterrassen i den gamle by. Tak for det!

Jeg har redigeret videooptagelser fra Sicilien i dag. Pyha, sikken et arbejde! Det er, så computeren vånder sig, for selv få sekunders klip i HD fylder en skibslast. Jeg er slet ikke færdig endnu, og de skal også lægges på YouTube.

Blandt klippene var dette af en lille fugl på antennen over vores tagterrasse i Ortigia, Siracusas gamle by. Helle siger, at det vist er en stillits, og det tror jeg gerne, for hvad ved jeg om den slags?

Imponerende at der kan være så meget stemme i så lille en krop!

 

Fagre nye verden med smiludløser og blinkdetektor

I dag har jeg leget med det nye lommekamera, SONY DSC-HX9V. Jeg er tilfreds med kvaliteten, og vidunderet har en masse forskellige funktioner.

ÆblebladNår man får sådan et nyt stykke elektronik i hånden, skal man jo lige finde ud af, hvad det kan, og hvordan man gør. Det kan der gå rigtig meget tid med.

Jeg er tilfreds med kvaliteten, og det er vigtigere end nok så mange fantasifulde funktioner. Dog savner jeg at kunne justere hvidbalancen, som når jeg tager billeder i RAW-format med spejlreflekskameraet.

Men man kan ikke få alt, selvom der er presset imponerende megen teknik og ”intelligens” ned i sådan en stump kamera.

Video i HD og med stereolyd kommer jeg næppe til at bruge meget, men man kan jo aldrig vide. Der er en stribe makroer (hedder det vist) til forskellige motiver og lysforhold. Den specielle indstilling til strandbilleder med blåt vand må jeg huske til Grækenland.

Indstillingen til fyrværkeri har jeg allerede glemt, men kæledyrsprogrammet skal prøves, når katten Tot kommer på besøg i ordentlig belysning. Opskriften til madbilleder kan jeg hurtigt finde i menuen.

Jeg spærrede øjnene op, da jeg så, at kameraet minsandten kan holde øje med, om folk blinker! Så nu er det slut med øjeblinksbilleder.

Det meste af tiden vil jeg dog bare bruge standardindstillingen, og smiludløseren forbliver deaktiveret. Ja, du læste rigtigt: Kameraet kan sættes til at udløse, når det ser et smil.

På en måde er det altså bare for meget – som om de gør det, bare fordi de kan. Med smiludløser kan man sgu’ vente længe, hvis man vil fotografere det sidste blad på æbletræet.

Men måske det virker, når katten gaber?