Tag-arkiv: Vulkan

Etna i arrigt udbrud

Den gamle dame, Etna på Sicilien, er usædvanligt arrig for tiden og har faktisk skældt ud siden slutningen af januar. Snart skal vi derned.

Etna set fra Taormina

Etna set fra nord (Taormina). Catania ligger sydøst for vulkanen.

På fx volcanodiscovery.com kan man læse om Etnas vredesudbrud, og hvis du som jeg ikke kan udstå maskinoversættelser, kan du vælge engelsk i menuen foroven.

På fx callixto.com.blog er der nogle fantastiske nattebilleder af udbruddet. På det nederste billede må det være Catania, man kan se for vulkanens fod.

Catania er næppe i fare, for Etna har en usædvanligt stor fod, men det er da sket, at noget af byen er blevet ”asfalteret,” og Etnas hoste lukker også lufthavnen i ny og næ. Etna er en meget aktiv vulkan.

I 1669 konsumerede den nogle landsbyer, men da lavaen nåede Catania, afbøjede bymuren det meste af strømmen, så den fyldte havnen; men en delstrøm brød igennem et svagt sted og skabte ravage. I dag har Catania ingen bymur, og den er væsentligt større end i 1669.

Vi har været på Sicilien flere gange, man har ikke oplevet udbrud. I maj 2008 regnede det om aftenen, den dag vi ankom, og næste morgen var der et fint lag aske overalt.

Nogle dage senere besøgte vi et vinkooperativ tættere på Etna, og her havde det regnet med små, sylespidse basaltsplinter, som lå overalt. Senere på året kunne stenene have punkteret druerne og ødelagt årets høst.

Sådan er det. Vulkaner giver og tager. Siciliens frugtbarhed er Etnas gave, men ind imellem tager hun sig betalt.

Omkring byen Randazzo har vi set stivnede floder af sort basalt, og det må været gruopvækkende at se den glødende lava glide frem med en slubrende lyd og ikke vide, om byen går fri denne gang.

Nu må vi se, om Etna er faldet til ro, når vi skal derned i forsommeren, eller om jeg skal tage nattebilleder på behørig afstand. Vulkaner og jordens vildskab er fascinerende.

 

Vulkanen Katla og pressens sensationshunger

Den islandske vulkan Katla kan gå i udbrud når som helst med globale konsekvenser, skriver pressen med overdreven sensationshunger.

VulkanDen engelske presse skriver vidt og bredt, at Katla kan gå i udbrud når som helst, og at det kan få globale konsekvenser. Se fx BBC og The Telegraph.

Snart smittes de danske medier sikkert. Jyllandsposten var allerede på banen i går med ”Islandsk gigant-vulkan rumler,” hvor Katla overraskende får æren for Lakis katastrofale udbrud i 1783 (mere om dette udbrud senere).

Islændinge med forstand på tingene ærgrer sig og siger, at skriverierne er stærkt overdrevne. Se fx Fox Business og Iceland Volcano and Earthquake Blog.

Sandt er, at Katla er en stor vulkan, og sandt er, at det er usædvanligt længe siden (i 1918), den har haft et større udbrud, men de islandske fagfolk mener, at et udbrud sandsynligvis kun vil få lokale og ikke globale konsekvenser.

Faktisk havde Katla et mindre udbrud så sent som i år (8. – 10. juli), men det smeltede kun noget af gletsjeren, som dækker den 10 km brede caldera – iskappen blev ikke brudt.

Så ved vi det, når flere danske medier begynder at skrive af efter de engelske katastrofeprofetier.

Dermed være ikke sagt, at islandske vulkanudbrud ikke kan have katastrofale følger, men der er langt imellem. I 1783 gik Laki i udbrud, og i 8 måneder udspyede den enorme mængder flussyre og svovldioxid, som påvirkede klimaet og måske kostede 6 millioner menneskeliv (globalt).

Læs selv mere på Wikipedia om Laki og Geografisk tidsskrift 1879 ”De vulkanske Udbrud paa Island i Aaret 1783”.

Noget lignende skete i 1816 som følge af den indonesiske vulkan, Tamboras, udbrud i 1815. Læs mere på Wikipedia om Mount Tambora og ”Year Without a Summer”.

Island har adskillige vulkaner, og der er jævnligt udbrud, men skønt det er julefrokosttid, og folk går på vulkaner, skal man ikke tro alt, hvad pressen udspyr!

 

El Hierros vulkan er vågnet

Havet bobler som en jacuzzi syd for den mindste af De Kanariske Øer, og beboere er evakueret. Efter 218 års søvn er El Hierros vulkaner vågnet.

Kanariske ØerEl Hierro er den mindste, sydligste og vestligste af de Kanariske Øer. En sværm af jordskælv har ramt øen siden juli, og nu er en undersøisk vulkan gået i udbrud lige ud for øens sydspids.

Havet bobler som en jacuzzi og er brunt af magma og aske, og beboere langs kysten og i byen La Restinga er evakueret. Se billeder og omtale på Daily Mail.

Vulkaner er indbegrebet af vildskab og ødelæggelseskraft, samtidig med at de omskaber og bringer frugtbarhed til denne planet. De er fascinerende, blot jeg slipper for at bestige dem. Jeg skal ikke have vulkaniseret noget.

Jeg har set mægtige Teide på Tenerife, jeg har set det ryge fra Vulcans smedje i Etna, og fra Napoli har jeg set Vesuv holde vejret, tavs og skrækindjagende eksplosiv.

Men hvor fascinerende vulkaner end er, må denne undersøiske bøvser syd for El Hierro gerne forblive et boblebad indtil videre. Ikke noget med at smitte de overjordiske brødre og udspy antiflyveaske før vi er landet på Tenerife, tak!

Når først vi er landet, må vulkanen for min skyld gerne udstede flyveforbud nogle uger. Hvis det ikke kan være anderledes, kan vi godt fejre jul under granvoksne palmer.