Håndværkere og håndtag

Hvorfor er drejelige håndtag uimodståelige for håndværkere? Trods advarsler vil håndværkerinstinktet pinedød røre og dreje en ting, hvis det på nogen måde er muligt.

Så fik jeg endelig besøg af en blikkenslager. Sidst jeg bestilte en til at komme, blev jeg jo brændt af, og så blev der travlhed og ferie, og et nyt forsøg blev udskudt.

Men så skete det for få dage siden, at blandingsbatteriet i brusekabinen gik i stykker. Nu var det pludselig kritisk, for det er brrrr koldt at bruge “nødbruseren” i kælderen.

Denne gang ringede jeg til et af byens større installationsfirmaer, og de kunne komme fredag morgen ved halv otte tiden.

Det uimodståelige håndtag

Blikkenslageren kommer præcis, og jeg synes straks, det tegner til at blive en smuk dag. Han er en ældre mand – ca. 5 år ældre end mig. Han stiller træskoene i entreen. Tillidsvækkende.

På opgavernes rundtur når vi til brusekabinen. Jeg har sagt i telefonen, at jeg skal have et nyt blandingsbatteri, og blikkenslageren har da også en æske under armen.

Jeg peger på det famøse håndtag og siger, at hvis man drejer dér, så fosser det ud med vand dér, og det er meget svært at lukke igen!

Og så er det, jeg som i trance ser hans hånd række ud, gribe den famøse knop og dreje venstre om. Her har jeg lige beskrevet syndfloden, men alligevel tiltrækkes han uimodståeligt af håndtaget – som Gollum af ringen. Jeg træder et skridt tilbage, og så fosser det ud med vand.

Hånden drejer resolut knoppen højre om, men vandet sprøjter uanfægtet. Hånden prøver at presse ind samtidig, men det fosser fortsat.

Jeg står nu på sikker afstand, og som i rovfugleperspektiv ser jeg blikkenslageren blive vådere og vådere i forsøget på at stoppe vandmasserne. Kynisk og kold venter jeg en evighed (måske 10-15 lange sekunder), før jeg uskyldigt spørger:

“Måske er det nu, jeg skal vise dig, hvor man lukker for vandet?”

Den flinke mand skal ikke tabe ansigt, så som om det er helt normalt med oversvømmelse på badeværelset og dryppende blikkenslagere i kølvandet, går jeg i roligt tempo ned ad trapperne til kælderen og viser ham, hvor der lukkes for vandet.

Efter syndfloden

Da jeg kommer hjem fra arbejde, er alle opgaver løst tilfredsstillende, og vi har fået nyt blandingsbatteri i brusekabinen. Men han var også en rigtig håndværker, som ikke kan se et håndtag uden at dreje på det.

Jeg ved jo godt, at han gjorde det for min skyld. Måske var det slet ikke nødvendigt at skifte blandingsbatteriet. Måske havde han heller ikke drejet, hvis jeg med faglig indsigt havde sagt “sanitetsarmatur” i stedet for “blandingsbatteri”.

Men der er altså noget om det med håndværkere og håndtag.

/Eric

One thought on “Håndværkere og håndtag

  1. Pingback: Dette og hint » Blog arkiv » Hellere taxi end blikkenslagerens servicevogn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *