§20 spørgsmål til ministeren

Folketingets hjemmeside kan man finde spørgsmål til og svar fra ministrene. Nogle er særdeles underholdende, nogle er dumme og andre er foruroligende.

Det første spørgsmål, jeg citerer, hører bestemt til i den underholdende kategori, selvom det nok er ufrivilligt. Dansk Folkepartis Liselott Blixt udfører en sproglig kraftpræstation ved at skrive hele 81 ord uden et eneste punktum! Tag en dyb indånding – her kommer det:

S 479 (21-11-2008) – Om D-vitamin

28-11-2008 12:37:58 Liselott Blixt (DF) til ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen)

Spørgsmål: Hvilken holdning har ministeren til de af forskellige eksperter anbefalede forøgede indtag af D-vitamin blandt danskere, som tydeligvis lider af et lys- og solunderskud qua nationens placering på verdenskortet, hvilket forstærkes om vinteren med de korte intervaller med lys, hvor de fleste danskere i forvejen befinder sig indendørs, kan ministeren tilslutte sig, at danskerne får for lidt D-vitamin, og i bekræftende fald, mener ministeren, at det ville være betimeligt, at Lægemiddelstyrelsen gik ud og anbefalede danskerne et givent indtag af vitaminet?

I sandhed en sproglig vitaminindsprøjtning!

Det drilske spørgsmål

Politikerne driller også hinanden. Her et spørgsmål, som bl.a. er affødt af, at statsministeren er vendt på en tallerken i spørgsmålet om global opvarmning, og at millioner til Lomborg er taget fra ulandshjælpen.

S 477 (21-11-2008) – Om Bjørn Lomborg.

27-11-2008 10:20:09 Per Clausen (EL) til statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)

Spørgsmål: Mener statsministeren, at Bjørn Lomborg har medvirket til at bringe ny viden frem i offentligheden, som har gjort det lettere for statsministeren at erkende, at han tidligere har taget fejl af klimaudfordringernes omfang og mulighederne for at imødegå disse udfordringer?

Statsministeren svarer rutineret glat, at han mener Copenhagen Consensus Center har bidraget kvalificeret til den offentlige debat.

De foruroligende spørgsmål

Dansk Folkeparti (DF) stiller en stribe spørgsmål (S394, S395, S413, S418, S419) som især har til formål at intimidere og lukke munden på den tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, fordi han bruger sin ytringsfrihed og offentligt udtaler ting, som falder DF for brystet.

Et af spørgsmålene lyder således:

S 394 (18-11-2008) – Om PET.

28-11-2008 12:16:25 Marlene Harpsøe (DF) til justitsministeren (Brian Mikkelsen)

Spørgsmål: Mener ministeren, at udtalelserne fra den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Hans Jørgen Bonnichsen, vedrørende efterretningstjenestens materiale på de to tunesere, som er mistænkt for at ville myrde tegneren Kurt Vestergaard, kan være til indirekte skade for opklaringen af sagen?

Det er nyt for mig, at der pågår en opklaring af denne sag. Er hele pointen ikke, at PET har “opklaret” sagen? (Hvordan en mørkelagt sag så kan være opklaret er et andet spørgsmål.)

De andre spørgsmål er grovere og antyder uden punktummer, at det nærmest er kriminelt at være kritisk over for den danske regerings politik – f.eks. dette:

Er det regeringens holdning, at det er acceptabelt, at den tidligere efterretningschef Bonnichsen i en række udtalelser i offentligheden vidt og bredt debatterer strengt fortrolige danske sikkerhedsanliggender og i den forbindelse gang på gang udtaler sig mere end kritisk over for den danske regerings officielle politik og i flere tilfælde efter manges opfattelse decideret til skade for danske interesser, og i benægtende fald, hvad agter regeringen at foretage sig?

Justitsministeren svarede, at han ikke burde kommentere Bonnichsens udtalelser, men gjorde det så alligevel i næste åndedrag ved at sige indirekte, at udtalelserne skader PET’s arbejde.

DF’s og ministerens forsøg på at lukke munden på PET’s tidligere chef blev skarpt sat til vægs, da Bonnichsen sagde, at de burde politianmelde ham, hvis de mente, at han brød sin tavshedspligt.

Justitsministeren har nu oplyst, at han ingen anledning ser til at politianmelde Bonnichsen.

Så Folketingets side med spørgsmål til ministrene kan bestemt anbefales til læsning i ny og næ, hvad enten man vil underholdes eller bekymres.

/Eric

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *